Brøndby-direktør skal sælge La Santa konkurrent

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Jan Lockhart vender tilbage til rejsebranchen som rådgiver på Kuonis Playitas-projekt.

Svingdøren har snurret flittigt i Brøndby, hvad angår direktører. Således også for Jan Lockhart, der i foråret 2011 forlod et job som direktør for Kuoni Danmark, der bl.a. rummer Apollo, til fordel for fodboldklubben.

Det blev til lidt mere end et år i Brøndby og lige før sommeren, sagde han farvel.

Nu vender han så tilbage til Kuoni – denne gang i en rolle som seniorrådgiver på Kuonis Playitas resort på den canariske ø, Fuerteventura. Det sker med direkte reference til COO for Kuoni Nordic, Mats Dahlquist.

Playitas er populært sagt kendt som konkurrent til det succesfulde La Santa sport på naboøen, Lanzarote.

“Den fremtidige opgave består i at videreudvikle resortet i tæt samarbejde med den lokale ledelse. Playitas har demonstreret sin succes, primært hos danskere, siden åbningen i 2009, og jeg har nu en række idéer til videreudviklingen og den fortsatte forløsning af Playitas’ enorme potentiale”, fortæller Jan Lockhart.

Det indebærer bl.a. et bredere fokus på hele det nordiske marked samt England, Tyskland, Holland og Schweiz.

Herudover skal sportskonceptet yderligere udbygges som supplement til de 40 forskellige sportsfaciliteter, som resortet råder over i dag. Seneste nyt er et spa, som drives af det professionelle spa-selskab, Tau Spa.