I slutningen af januar stoppede Anders Bay som kommunikations- og marketingdirektør i Brøndby IF. Hans farvel blev begrundet med ”den løbende udvikling og effektivisering af Brøndby IF’s organisation”.
Og nu er flere brikker faldet på plads i organisationen – ind kommer, nej, ikke en ny kommunikations- og marketingdirektør, men en kommunikationschef i form af Christian J. Schultz, som på sit cv bl.a. har chefrådgiver hos Nordea Markets og VP med ansvar for kommunikation hos Cowi.
Henrik Bartholdy, der for ca. et halvt år siden tiltrådte som kommerciel direktør i Brøndby IF, forklarer:
”Vi har ryddet op og fået klarere uniformering. Ledelsen består af adm. direktør Jesper Jørgensen, sportsdirektør Per Rud og mig. Lige under har vi marketingchefen, kommunikationschefen samt Partner- og Event-chefen. Sidstnævnte er Jane Sørensen, der før var kommerciel chef. Også her har vi ryddet op, så alle kommercielt udadgående aktiviteter – salg, kampafvikling og events – nu er samlet ét sted under Janes ledelse.”
I lighed med mange andre virksomheder taler Henrik Bartholdy om ”en rejse”, når virksomhedens udvikling skal beskrives, men i Brøndbys tilfælde er der tale om at lægge asfalten, mens man kører.
”De fleste fodboldklubber optræder ofte reaktivt på det kommercielle. Og vi skal gå fra at være ikke kun en fodboldklub til også at være en ligeværdig kommerciel partner med de virksomheder, vi samarbejder med.”
Den nye kommunikationschef refererer til adm. direktør Jesper Jørgensen, og præsenteres af klubben som en kommerciel oprustning.
”Vi skal fortælle historier, der er kommercielt orienterede – bl.a. om content marketing, brand activation og datadrevet salg – og her er Christian J. Schultz med sin baggrund en oplagt sparringspartner,” siger Henrik Bartholdy.
Christian J. Schultz tiltræder som kommunikationschef den 1. juni, og som eksempel på medieopmærksomhedens størrelse er han allerede i ilden: Berlingske har i dag historien “Ny Brøndby-chef har FCK-sæsonkort”. Christian J. Schultz er ganske vist ikke FCK-fan, men har fået sæsonkortet af sin svigerfar.