Brugernes Instagram-billeder kan nu bruges i reklamer

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Facebook lægger op til mere kommercielt brug af Instagram, som de købte tidligere på året.

Instagram, der blev købt af Facebook tidligere på året, får igennem deres forretningsbetingelser, som brugeren skriver under på, ret til at sælge brugernes billeder til reklameformål.

”De beder folk om at erklære sig enige i alt uspecificeret kommerciel brug af deres billeder i fremtiden. Det gør det jo ret udfordrende for folk at give informeret samtykke”, siger Kurt Opsahl, senioradvokat hos Electronic Frontier Foundation, i Berlingske.

For nogle uger siden, besluttede Facebook endvidere at lægge Instagram og Facebook sammen og samtidig at give annoncører en række øgede muligheder for adgang til brugernes data.

Og selvom det udløste protester og en efterfølgende afstemning, hvor 90 procent var imod sammenlægningen, går Facebook videre med ændringerne. Der var for få, der stemte.

De nye ændringer med at måtte bruge Instragram-billeder til reklameformål, træder i kraft i januar (Berlingske, p. 14).