”Det burde jo have folks interesse”

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Der er unægtelig langt fra et job som marketingchef hos en offensiv køkkenkæde til et for de fleste ukendt jysk energiselskab uden historik inden for markedsføring. Kasper Granat tog springet og skal gøre energi til noget, man interesserer sig for.

Når vi i Danmark tænder på kontakten, er lyset som oftest tændt, indtil vi slukker for det igen.

Modsat mange andre steder i verden går produktionsapparatet ikke i stå i tide og utide på grund af strømafbrydelser, og måske er stabiliteten en af årsagerne til, at de fleste af os ikke skænker energi ret mange tanker i det daglige.

Det har energiselskabet Verdo sat sig for at lave om på, og derfor hentede man sidste år Kasper Granat hos Kvik Køkkener med den opgave at gøre en kommerciel forskel: At få forbrugere og navnlig virksomheder til at interessere sig for energi.

”Et køkken koster 40.000 kr., og det er det, du bruger på energi i en husstand på et år, så det burde jo have folks interesse. For virksomhederne kan det være helt afgørende for deres konkurrencekraft, men fokus er der ikke endnu,” lyder det fra Kasper Granat.

Under Kasper Granats ledelse høstede Kvik Køkkener bred anerkendelse for sin markedsføring og øgede salget, så selvom energibranchen ikke var fremmed for den 38-årige marketingmand med Vestas på CV’et, vakte skiftet til Verdo undren i marketingkredse.

Det skal give mening
Verdo har eksisteret siden 1905 og beskæftiger flere end 500 mennesker. Alligevel er det Randers-baserede selskab ukendt for de fleste.

Foruden den praktiske udfordring i at have småbørnsfamilie i Aalborg og arbejde i Herning, peger Kasper Granat selv på ’the greater purpose’ som en del af forklaringen på sit markante jobskifte.

”Der er sket en bevægelse hen imod at bruge sit arbejdsliv på noget med en større mening – det er ikke længere forbeholdt præster, læger og sygeplejersker, men breder sig til alle faggrupper. Jeg kan mærke det på mig selv, og vi oplever det i stadig stigende grad i vores rekruttering. Alle vil gerne bidrage til en grønne omstilling,” siger Kasper Granat.

Marketing har ikke tidligere være repræsenteret i koncerndirektionen, og det nye fokus har betydning for strategi, kommunikation og rekruttering. Og det har været den største omvæltning i forhold til jobskiftet, fortæller Kasper Granat.

”Før var jeg jo en klassisk marketingchef, og dem er der mange af i retail. Nu er det mig, der er diversiteten. Sammen med mit team repræsenterer vi et nyt kommercielt og vækstorienteret fokus i koncernen. Det er en spændende udfordring, og man har jo bevidst valgt at gå denne vej, så der bliver også lyttet.”

Storytelling i højsædet
Verdo vil gerne tættere på sine kunder. Fortælle de store historier om det, der betyder noget for dem og ikke alt det tekniske, som ingen alligevel forstår. I marketingøjemed bliver 2017 ifølge Kasper Granat året, hvor man bygger platforme for så at kunne levere varen i 2018.

”Vi skal have forankret vores kernefortælling om ’energi til fremtiden’ internt, og dernæst skal vi have åbnet det her lukkede rum, som branchen er,” siger han.

Hatch & Bloom har været med på råd i arbejdet med Verdos kernefortælling, og for Kasper Granat har det været en fordel at skullet bygge noget op fra bunden snarere end at oppebære en igangværende succes.

”Der er selvfølgelig forventninger til, at tingene skal ske, men jeg har haft mulighed for at gøre det her uden det samme pres og for at arbejde med andre ting som eksempelvis ledelse og kultur,” forklarer han.

Prioritér, forstå, skalér
Kasper Granat har en helt fast fremgangsmåde, som han gerne deler, nemlig at starte med det vigtigste:

”Find den vigtigste kunde og find ud af, hvad de vil lave – når du kan det, kan du skalere det. Find det område af strategien, der er vigtigst, forstå det til bunds og skaler det.”

Formlen virker på alting, fastslår han.

”Du kan lave en punktopstilling og skrive 1, 2, 3 med det vigtigste som nummer et – når du forstår, hvad der er det vigtigste, kan du skalere det. Prioriter det, forstå det og skaler det så. Hvis du skalerer det for tidligt, får du ikke værdi af det.”

Vertic valgt som bureau
Efterhånden er strategien og de folk, der skal føre den ud i livet, på plads, og Verdo er klar at gå til markedet med bureaupartneren Vertic i hånden.

”Vi ved, hvad vi skal nu, men vi ved ikke rigtigt, hvad kunderne tænder på. Hvor digitale de er, hvor engagerede de vil være, hvad de efterspørger og så videre. Vertic hjælper med hele vores ’go to market’ og engagement af målgrupper både digitalt og analogt,” fortæller Kasper Granat.

Det er ingen hemmelighed, at virksomhedskunderne fylder mest i Verdos verdensbillede og dermed på marketingdirektørens skrivebord:

”I Danmark er energibranchen et lukket selskab, hvor man kender hinanden. Udfordringen er at få åbnet dørene til industrien og sælge vores kompetencer hertil. Når nu Apple kommer, stiger elforbruget i Danmark med 2 pct. – det er her, vi kan gøre en forskel. Det skal være naturligt for dem at komme til os.”

Ambitionerne er store, forstår man, og i det netop aflagte årsregnskab viser Verdo da også gode takter. Overskuddet skal bruges på investeringer, blandt andet i markedsføring.
CV
Kasper Granat er født i 1978, bor i Aalborg, er gift og har to drenge
Han sidder i bestyrelsen i Icebreaker Nordic og Aduro A/S

2016- : Koncerndirektør for marketing og kommunikation, Verdo
2011-2016: Direktør for marketing og product management, Kvik Køkkener
2010-2011: Marketingchef, Louis Nielsen
2006-2010: Vestas Wind Systems, senest som senior project manager
2003-2006: Marketingkoordinator, Scanvaegt International (I dag Marel)

2003: Kandidat i international virksomhedsøkonomi fra Aalborg Universitet