Bureau bliver splittet i tre

Peter Engholm
25@mail.dk

Partnerne i Jøp, Ove & Myrthu CPH enedes om at begynde 2016 hver for sig. Det er nu blevet til tre forskellige bureauer.

”PR-branchen er meget fragmenteret.”

Således lød konstateringen igår fra Søren Kaster, ny adm. direktør i fusionen mellem Lead Agency og Kasters.

For mens disse to bureauer er gået sammen, fordi ”flere muskler styrker os”, så er andre gået mere fragmenterende til værks.

Det gælder Jøp, Ove & Myrthu CPH, som i efteråret lancerede, at man ville splitte op inden årets udgang.

Som sagt, så gjort – og op til det nye år præsenterede de 5 tidligere partnere ikke færre end 3 nye konstellationer:

  • Corporate Matters – et kommunikationsbureau med blikket primært rettet mod finansielle kunder, herunder kapitalfonde. Stifterne er Christian Lemvigh og Hanne Fast Nielsen. Bureauet søger i øjeblikket seniorer, der vil være partnere, og målet er at blive en håndfuld i alt.
  • Waves Communications – et bureau, der tilbyder ”strategiske kommunikationsløsninger til ledere og medarbejdere i virksomheder, organisationer og myndigheder.” Stifterne er Lars Jørgensen. Niels Hovmand og Lise Bendix. De to førstnævnte var partnere i Jøp, Ove & Myrthu CPH, mens sidstnævnte var associeret partner. De tre stiftere får følgeskab af kommunikationsassistent Cecilie Bruun Iversen og kommunikationsrådgiver Sara Stendevad.
  • Høstager | Solo – seniorpartneren og bestyrelsesformanden i Jøp, Ove & Myrthu CPH, Esben Høstager, har – som bureaunavnet antyder – valgt solistvejen. Her vil han primært beskæftige sig med krisestyring, issues management og andre former for strategisk kommunikationsrådgivning.

Alle tre bureauer har – eller er ved at få – kontor i København K.