Bureau-direktør har tabt millioner

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Jacob Nyborg fik en favorabel pris for sit bureau, da han solgte til Guava. Men det var i aktier for 23 mio. kr. Siden har udviklingen på aktiemarkedet reduceret værdien til 2 mio.

Guava er Danmarks nye storbureau – og det eneste børsnoterede. Det bygger på Notabene.net og er skabt gennem opkøb af 12-14 forskellige bureauer, der er betalt gennem en rundhåndet uddeling af aktier.

Alene tre handler i slutningen af sidste år – to af dem i disse dage for et år siden blev betalt med aktier til det, der dengang blev opgjort til en værdi på 99 mio. kr.

Men det har vist sig at være en mindre attraktiv julegave. I dag er aktierne ikke mere end knap 10 mio. kr. værd.

En af sælgerne var Jacob Nyborg, som fik aktier for 23 mio. kr. for sit bureau, Cph. Group. Det var en favorabel pris fordi en bruttoavance på 12-15 mio. kr. ud fra normale værdisætnings-principper ikke lægger op til en så høj pris.

Men lige nu har handlen da også vist sig at være for god til at være sand. Faktisk er aktierne ikke mere end ca. 2 mio. kr. værd, hvis de skulle sælges i dag.

Jacob Nyborg ejede 45 pct. af Cph Group, mens danskeren Søren Kristensen, der driver et bureau i Grækenland, havde 40 pct. De sidste 15 pct. tilhørte Cisa Holding med Peter Guldberg i spidsen.

Jacob Nyborg har for nylig overtaget ledelsesansvaret for Guava Communications, der er en sammenlægning af Cph Group og Cubizz. Sidstnævnte blev købt i september med aktier til en værdi på det tidspunkt på ca. 37 mio. kr. Kursen var i september lavere, og derfor har Cubizz-ejerne ikke tabt lige så meget. Deres aktier er i dag ca. 4,2 mio. kr. værd. Cubizz’ hovedaktionærer var Torben Aagaard og Claus T. Hansen, der begge har forladt selskabet her i efteråret.

Tredje selskab, der blev handlet sidste december er århusianske MM Medier, hvor Tim Møllegaard Nielsen ejede 75 pct. Selskabet havde en bruttoavance på ca. 20 mio. kr., et resultat før skat på ca. 9 mio. og blev bl.a. betalt med aktier for ca. 39 mio. kr. De er ca. 3,4 mio. kr. værd i dag. Tim Møllegaard Nielsen sikrede sig dog samtidig 28 mio. kr. i kontanter.

“Der er mange, der har oplevet, at deres aktier har tabt betydeligt i værdi. Men medmindre verden går rabundus, så vil aktierne rette sig igen på et tidspunkt, og værdierne vende tilbage”, siger adm. dir. Brian Mertz Petersen

Se også historien “Guava på jagt efter nye investorer”.

  • Cubizz købt for 7,587 mio. aktier til kurs 4,89 kr. Ialt 37,1 mio. kr.
  • MM Medier købt for 67 mio. kr. – heraf 6,116 mio. aktier til kurs 6,37 kr. 
  • Cph Group købt for 3,645 mio. aktier til kurs 6,31 kr. Ialt 23 mio. kr.
  • Kursen i dag er 0,55 kr.