Bloggere er ildsjæle, der bruger meget tid at skabe indhold på deres sites, men som ikke nødvendigvis udnytter potentialet – hverken teknisk eller annoncørmæssigt.
Det skal Bloggers Delight hjælpe dem med. Annoncør- og medlemsnetværket, der har premiere i dag, er skabt af Sebastian Gullak, tidl. Deducta-partner og manden bag det blot fire måneder gamle onlinebureau Atcore, og Patrick Borre, der er en af drivkræfterne bag www.downtown.dk
“Vi samler bloggere med mindst 50.000 besøgende om måneden, altså bloggere, der er kommet godt i gang, og som med fordel kan bringes videre. De står suverænt for indholdet, vi leverer alt det, der er rundt om: Et unikt blogdesign, eget domæne og Analytics og Gemius. Ved at pulje og systematisere indholdet kan vi konkurrere med de store medier og skabe en position i markedet, der er interessant for annoncører. Samtidig efteruddanner vi bloggerne ved f.eks. at møde andre bloggere, at bruge online video, WebAnalytics og optimere i forhold til søgemaskiner,” siger Sebastian Gullak.
For blot en måned siden stiftede fem af de største danske modeblogs deres eget blogkollektiv, Looklab.dk – et tiltag, der kendes fra USA og Sverige. Og Bloggers Delight har også taget fat på netop modebloggerne.
“På modebloggernes Top20 har vi samlet 7 af dem, der fylder godt i toppen. Vores koncept kan favne mange blogtyper, men når vi indleder med modeblogs, skyldes det, at her allerede er volumen, det fungerer godt, og der er fokus på det. Samtidig er disse bloggernes følgere kendetegnet ved en høj loyalitet,” siger Sebastian Gullak.
Guleroden for bloggerne er, at de kan koncentrere sig om indhold, mens Atcore tager sig af det tekniske og af de forventede annonceindtægter, som blogger og netværksstiftere deles om.
“Flere modemagasiner har forsøgt en lignende model, men har måttet opgive – måske har de ikke været i stand til at udnytte mediet ordentligt. Vi er ved at indarbejde en ny forretningsmodel, der er andet og mere end bannere. Det er en balancegang mellem at være attraktiv for annoncører og samtidig – som blogger – bevare sin troværdighed og uvildighed,” siger Sebastian Gullak.
Modebloggerne i Bloggers Delight er kvinder. Næste trin i konceptet vil være at få mændene med.