Bureau: Fitness dk-slogan er enten en fejl eller plank

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauet bag Bygmas koncept giver sit besyv med i striden mellem Bygma og Fitness dk – og sloganet ”Vi ved – du kan”.

I forrige uge lancerede Fitness dk en kampagne med sloganet “Vi ved – du kan”. En ny kampagne, men ikke et nyt slogan, for byggekæden Bygma har i fire år sagt det samme.

Og i mandags fortalte Bygma, at man finder Fitness dk-sloganet uhensigtsmæssigt og ønsker fitness-kædens kampagne stoppet.

Bureauet bag Bygmas strategi og koncept er Integral, og her mener partner Casper Janns, at lighedspunkterne mellem Bygma og Fitness dk stikker dybere end selve sloganet.

“Det bruges på samme måde, og med den samme opbygning i kampagnen, hvor en række sætninger indledes med “Vi ved …” – i øvrigt med samme farvevalg. Og i begge tilfælde dækker “Vi ved – du kan” over, at vi har ekspertisen, og du har potentialet og evnen. Den aktive Gør-det-selv, hvad enten det er dit hjem eller din krop,” siger Casper Janns.  

Han mener, at der er to måder at anskue den nye kampagne fra Fitness dk:

“Det er enten en fejl eller plank, altså tyveri. Og da jeg ikke – om nogen af de involverede parter – kan forestille mig, at det skulle være tyveri, så må der være tale om en fejl. Og den slags sker på alle bureauer, også vores. Men når en fejl bliver opdaget, bør reaktionen være et “Ups. Vi beklager – og retter”. Det er imidlertid ikke den reaktion, vi har hørt hidtil,” siger Casper Janns.

Det er Fitness dk’s argumenter, hvad angår sammenfaldet, der har fået Integral til at give sit besyv med i striden. Således svarede Anders Hørsholt, adm. direktør i Fitness dk, i mandags på kritikken fra Bygma:

“Det er korrekt, at der er et sammenfald, men vi ser det ikke som noget problem, da vores forretningsområder er så langt fra hinanden, og vores brands og kommunikationsplatforme intet har med hinanden at gøre”.

“Med dén argumentation kunne man jo tage “Just do it”, “We try harder” eller andre payoffs, så længe forretningsområderne ligger langt fra hinanden. Så kunne de fleste bureauers arbejde begrænse sig til kataloger over andres koncepter – og det ville gøre det svært at retfærdiggøre en høj timepris,” siger Casper Janns.

Fitness dk har fået forelagt Integrals synspunkter i debatten, uden at det har givet anledning til yderligere kommentarer. Her fastholder man kommentaren fra tidligere på ugen.