De fleste kender det legendariske Playmobilhår, hvis pendant også er at finde på hovederne af Lego-mænd og -kvinder.
Ideen om en cykelhjelm baseret på selvsamme plastikhårpragt blev født for tre år siden, fremstillet som prototype og siden parkeret på ideernes holdeplads.
Nu har de to tidligere kolleger fra DDB Copenhagen, Simon Higby og Clara Prior-Knock, imidlertid fundet hjelmen frem fra gemmerne og via Linkedin opfordret Lego og Playmobil til at give ideen om den såkaldte Helmet Hair-cykelhjelm liv. Og det har i den grad givet genlyd på internettet.
”Det er nærmest eksploderet! Simon lavede et opslag på Linkedin for et par uger siden, og det er blevet spredt helt vildt, lige fra Lad Bible med seks millioner views og til et thailandsk tv-show,” siger Clara Prior-Knock, som i dag er senior kreativ hos Hjaltelin Stahl.
Hendes tidligere kollega Simon Higby, der i dag er kreativ partner i DDB Stockholm, har haft prototypen liggende i en kasse, siden den blev udviklet for tre år siden ud fra et ønske om at lave noget velgørende.
”Kreativitet er jo bedst, når det løser problemer, og temaet børn og cykelhjelme kom i sin tid op. Tænk, hvis man kunne lave en hjelm, som kunne være så sjov for børn at have på, at de rent faktisk ville bruge den. Reaktionerne de seneste uger har vist, at mange voksne gerne vil have hjelmen, og det er et nyt marked i forhold til dengang,” siger Clara Prior-Knock.
Hvor der for tre år siden ikke var en kunde til at aftage ideen om hårhjelmen, har ophavsfolkene på baggrund af de seneste ugers omtale fået konkrete henvendelser i forhold til at sætte hjelmen i produktion.
”Nu skal vil til at afklare intellectual property med advokater, licenser og så videre, og vi kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt, men jeg har en god fornemmelse,” siger Clara Prior-Knock.