Bureau vil have dig til at høre som en hjemløs

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Ved hjælp af 3D-lyd skal læserne af hjemløsebladet Hus Forbi, få fornemmelsen af at sidde på gaden, når de læser avisen. Bureaubiz har talt med creative director Casper Jean Christensen fra bureauet Unkown, der står bag projektet.

I anledning af vinterens indtog, vil Hus Forbi de kommende måneder indeholde et tema, der handler om det barske liv på gaden i de mørke og iskolde vintertimer.

I den forbindelsen har Hus Forbi samarbejdet med det unge københavnske bureau Unknown, der har fundet på projektet Lyden af Gaden, der er et auditivt add-on til avisens tema.

Du kan se en film, der forklarer Lyden af Gaden her:

3D-Lyd
Lyden af Gaden er blevet optaget på en binaural mikrofon. Denne type mikrofon er udformet som et menneskehoved og optager derfor lyden på samme måde, som et menneske ville have hørt den.

Det giver lytteren en illusion af selv at være tilstede der, hvor optagelserne har fundet sted.

Dermed får læseren oplevelsen af at sidde på eksempelvis Nørreport Station, imens han eller hun læser om livet fra selv samme station.

Den lydlige dimension kan tilgås, hvis bare man har en musiktjeneste som eksempelvis Spotify.

Bureaubiz har fanget Unknowns creative director, Casper Jean Christensen, for at høre mere om lyd-projektet:

Hvad er tankerne bag Lyden af Gaden?

“Det har fra start været vigtigt for os at holde fokus på avisen Hus Forbi. Mange tænker på Hus Forbi som en donationsmulighed til manden på gaden, men det er langt mere end det. Avisen giver sælgerne en daglig kontakt med den verden, som de i mange tilfælde er blevet ekskluderet fra. Det giver dem en berettigelse i samfundet og en fællesskabsfølelse, som de ofte aldrig har oplevet. Derfor har vi ikke lavet en ny donationskampagne, men derimod forsøgt at give læserne en større forståelse af livet på gaden ved at involvere dem og lade dem skabe deres egne billeder af, hvordan det er at være hjemløs.”


3D-lyd-optagelse nede på Nørreport Station. 

Hvordan kom I frem til at idéen skulle baseres på lyd?

“Det mest effektive man kunne gøre for at skabe større forståelse for livet på gaden, ville være at få læserne til selv at tilbringe en nat i vintermørket. Det er selvfølgelig alt for omfattende, så vi var nødt til at finde på noget, som gav illusionen af, at læserne befandt sig på gaden, selvom de rent faktisk var derhjemme. Og her var binaural lyd virkelig et stærk virkemiddel.”

Er din egen forståelse for at være hjemløs blevet større af at lave dette projekt?

“Efter at have arbejdet så tæt med de hjemløse har alle på bureauet fået en større forståelse for, hvordan det er at leve på gaden. Og det har gjort os mere opmærksomme på de Hus Forbi-sælgere, der befinder sig i gadebilledet. Så hvis vi kan give danskerne samme forståelse igennem Lyden af Gaden, vil de forhåbenligt være mere tilbøjelige til at give Hus Forbi-sælgerne opmærksomhed, købe avisen og dermed støtte dem.”

Lyden af Gaden vil kunne opleves ved køb af Hus Forbi avisen i december og januar.

Avisen kan købes af de ca. 2.750 registrerede sælgere, som befinder sig rundt om i landet.