Bureau jule-brander sig selv med brystbombe fra 80erne

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Lyd- og musikbureauet Jam understreger sin kreative orientering ved at udsende et julenummer i 50 lande; en duet med bureauets direktør og en barmfager kvinde, der gør comeback som sangerinde.

Sabrina fik et giganthit en sommer for 25 år siden, da hun sang om ”Boys (Summertime Love)” – og på videoen hoppede rundt i en pool og – forgæves, heldigvis – forsøgte at holde bikinitoppen på plads.

Og italienske Sabrina, med efternavnet Salerno, er tilbage i øregangene, idet musikbureauet Jam har fået hende overtalt til at medvirke på bureauets julesang ”This Christmas Night”.

Julesangen er blevet til som et led i Jams arbejde med at ændre image fra regulær lydproduktion og reklameversionering til at være mere kreativt orienteret – og hvad kan være mere oplagt til denne opgave end et sexsymbol fra 80erne. Et symbol, der i øvrigt var bureaudirektørens første store kærlighed:

”Da sangen jo nærmest er skrevet som en hyldest til Sabrina, synes jeg, det var sjovt at visualisere en duet mellem hende og mig. Jeg sendte hende nummeret, og hun var frisk på ideen. Mit juleønske blev opfyldt,” siger Jeppe Riddervold, adm. direktør i Jam.

Han tilføjer om brandingen:

”Vi har stadig gæster, der kommer i huset, og spørger, om vi bruger alle de instrumenter, eller om de bare hænger til pynt? Men over 70 pct. af vores omsætning er direkte musikrelateret, og samarbejdet med Sabrina er blot en sjov måde at synliggøre det musikalske DNA, som Jam består af.”

Sangen blev den 30. november udgivet i mere end 50 lande og kan nu downloades via iTunes. Singlen, der er bureauets julehilsen til kunder, er reelt Sabrinas første udgivelse siden samarbejdet i 1998 med en anden af 80’ernes store drengedrømme, Samantha Fox.

Sabrina er, fremgår det af en officel udtalelse, glad for at kunne bidrage til den gode julestemning verden over, og siger om sin deltagelse på singlen:

 ”It makes me feel good. I love singing up-tempo, happy, positive songs, and this was a good opportunity for me to do that. ”Boys” was a great success in Denmark in the late eighties and I’d love to come back and experience the country someday”.

https://www.youtube.com/watch?v=u8h1Hoosk1M