Bureau kaster sig endnu mere ind i Folkemødet på Bornholm

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

PR bureauet Kasters vil udover at arrangere Meningsministeriet desuden stå for en række arrangementer under overskrifterne Sundhedens Topmøde, Investorernes Topmøde, og Vi behandler Danmark.

PR-bureauet Kasters har siden Folkemødets start stået for MeningsMinisteriet sammen med Public Affairs bureauet Rud Pedersen.

Nu involverer Kasters sig endnu mere, og vil fra i år stå bag scenen ’Kasters Gård’ med en række arrangementer under overskrifterne ’Vi behandler Danmark’ samt ’Sundhedens Topmøde’ og ’Investorernes Topmøde’.

PensionDanmark er samarbejdspartner både på Sundhedens Topmøde og Investorernes Topmøde og Falck er også samarbejdspartner på Sundhedens Topmøde.

Meningsministeriet vil Kasters fortsætte med – dog uden Rud Pedersen.

”MeningsMinisteriets koncept med den skarptskårne politiske og samtidigt folkelige debat har stadig sin fulde berettigelse som koncept, så det laver vi ikke om på. Vores nye scene er udelukkende et supplement til de kunder, som har andre behov,” siger Søren Kaster.

Den nye scene Kasters’ Gård kommer til at ligge i Nørregade lige over for Gæstgiveren, hvor Politiken holder til.

Folkemødet på Bornholm afholdes i perioden 11.-14. juni 2015