Bureau printer en reklamefilm

Peter Engholm,
journalist

Hvordan formidler man en historie om print- og softwareløsninger? Ved at lave en animationsfilm og lade filmens frames være dét, der kommer ud af printeren.

Canon indgik for nylig et samarbejde med Nordlid om B2B, og parternes første projekt er – med deres egne ord – en anderledes måde at formidle softwareløsninger på.

Briefen var at forklare fordelene ved de ”integrerede, skræddersyede digitale løsninger til erhvervslivet” og at få publikum til at besvare nogle spørgsmål, så Canons salgskonsulenter var klædt godt på til en dialog.

Budskabet er, at en printer fra Canon er meget mere end en printer.

”Hvad kunne være mere naturligt end at fortælle denne historie med udgangspunkt i Canons arv, nemlig printeren,” siger Jesper Isholm, der er kreativ direktør i Nordlid. 

Efter budskabet er leveret, går printeren i gang med at printe en film frame for frame – i et forhøjet tempo, idet maskinen trods alt ikke leverer 25 prints i sekundet. 

”Det er en fortælling om, hvorfor det giver mening at blive klogere på det digitale potentiale i den enkelte virksomhed – hvad enten det er GDPR, nye hybride arbejdspladser eller effektiv håndtering af digitale dokumenter,” siger Jesper Isholm i en pressemeddelelse.

Hos Canon siger marketing & commercial operations director Thomas Kronbo:

”Kampagnen har til formål at positionere os som en stærk samarbejdspartner i den digitale transformation. Nordlid leverede en anderledes måde at formidle Canons softwareløsninger på – filmen forener print og software, og den formår at formidle fordelene ved vores digitale løsninger.”

Den printede reklamefilm kører de kommende måneder mod udvalgte målgrupper på LinkedIn og andre digitale kanaler.