Adm. dir. Steen Stærk fra Stærk Reklamebureau i Vejle er i forårshumør. Ikke bare fordi vinteren endelig ser ud til at have sluppet sit tag.
“Stemningen er bedre mange steder, og det går nu igen ganske fornuftigt”, siger han – velvidende at han i starten af sidste år også gav udtryk for en positiv forventning til fremtiden. og så gik det alligevel grueligt galt.
Men der er en årsag mere til forårshumøret. Bureauet har været igennem en langtrukken retssag med en kunde. Først voldgift, så landsret, så højesteret, hvor det blev stadfæstet, at der var en kontrakt – og derefter igen voldgift. Men bureauet har vundet og for kort tid siden kom pengene så ind på kontoen – næsten 3 mio. kr. Og de luner godt i regnskabet.
Steen Stærk er bundet af tavshed i forbindelse med kendelsen, så han vil ikke udtale sig om hverken kunden, indholdet af striden eller det konkrete beløb.
Men i regnskabet var der året før finansielle indtægter på 113.000 kr., og de er i år steget til 2,907 mio. kr.
Og da bureauets primære drift i det forløbne regnskabsår landede på et så stort minus som 2,8 mio. kr., siger det sig selv, at den ekstraordinære indtægt falder på et tørt sted.
“I starten af 2009 synes jeg faktisk, det så fornuftigt ud. Men der gjorde regning uden vært – og finanskrise. Vi oplevede flere kunder gå konkurs, og vi har taget hele skraldet med det samme”, siger Steen Stærk.
Nøgletal for Stærk Reklamebureau
- Bruttoavance 8,313 mio. kr. -38,3 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 593.786 kr. -25,1 pct.
- Lønandel 85 (62)
- Resultat af primær drift -2,802 mio. kr. (+0,98 mio. året før)
(Resultat efter skat blev minus 0,3 mio. kr. efter indtægt fra den vundne retssag)