Bureau udgiver coffee table bog om kunstig intelligens

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Salvador lever bl.a. af at udgive bøger for virksomheder. Nu har en af mændene bag bureauet selv udgivet en bog, der stiller spørgsmålet: Kan kunstig intelligens skabe kunst?

Salvador kalder sig selv et kreativt bureau med passion for coffee table bøger. Siden 2019 har bureauet, der også selv trykker bøgerne, hjulpet en brands, virksomheder og produkter med at udgive en bog, eller som de selv skriver på deres hjemmeside: “kreere det ultimative visitkort, som man ikke smider væk”.

Nu har en af partnerne bag Salvador, Kasper Bjerre, selv forfattet en coffee table bog med titlen: Kan kunstig intelligens skabe kunst?

Fra pressemeddelelsen lyder det: Kunstig intelligens er i færd med at revolutionere vores forståelse af alt – også kunsten. Kunstig Kunst præsenterer en omfattende samling af kunstværker, skabt
udelukkende ved brug af AI. Bogen viser teknologiens enorme potentiale som en kreativ kraft – en kraft, der både kan fascinere og skræmme.”

I bogen præsenteres værker, der fremstår som porcelænsfigurer, marmorstatuer, oliemalerier eller realistiske fotografier. Alle er skabt af det samme materiale: data.

De over 300 værker i bogen er et nedkog af de mere end 50.000 værker og et års arbejde, det har
krævet at nå frem til det endelige resultat.

Fra værtshuse til kunstig intelligens

Kasper Bjerre, der arbejder som grafiker, har tidligere været med til at udgive bogen Stamsteder, der portrætterer samtlige værtshuse i København. Derudover har han tidligere fået udgivet to digtsamlinger, der handler om, hvordan teknologi påvirker os som mennesker.

Kunstig Kunst, der har forord af professor i datalogi og filosofi, Anders Søgaard, udgives den 18. november på forlaget Salvador Books. Prisen er 640 kr.