På Kvalifiks hjemmeside står der, at man altid kan komme forbi til en kop kakao. Så på denne kolde og regnvåde decemberdag har jeg taget dem på ordet, og vejrforholdene gør, at jeg allerede inden ankomst ser voldsomt frem til den lovede kop varme chokolade.
Selv svor jeg til kakao frem for kaffe, indtil jeg var 23 år gammel. Og med det in mente giver det rigtig god mening, at det er den slags bønner, der skulle være på kanden hos Kvalifik. Her har de 10 fastansatte og 70 tilknyttede nemlig en gennemsnitsalder på blot 21 år.
Medarbejderne på bureauet består udelukkende af unge fra 16 til 28 år. Dette skyldes en fastforankret tro på, at generationen af digitalt indfødte udgør en enorm uudnyttet ressource for arbejdsmarkedet.
Da jeg bliver taget imod af de to Kvalifik-stiftere og CEOs, 24-årige August Gjede og 25-årige Daniel Riegels, på bureauets matrikel på ydre Østerbro, bekendtgør de dog til min store skuffelse, at den kakao-bryggende maskine er i stykker. Kaffe it is, then. Og den er heldigvis god. Og samtidig afslører August Gjede, at det med kakao faktisk ikke er en decideret ’ting’ hos Kvalifik:
”Selvom vores medarbejdere er helt ned til 16-års alderen, drikker langt de fleste kaffe. Det hænger nok også sammen med, at det giver et større energi-kick, når der skal arbejdes igennem”.
August Gjede og Daniel Riegels holder et oplæg for Kvalifiks ansatte. Foto: Emil Skydsgaard.
Født i den digitale tidsalder
Med det blotte øje fremstår Kvalifik umiddelbart som et digitalt bureau som så mange andre. Ikke mindst på grund af kaffedrikningen. Men når man kigger nærmere på bureauets alders- og uddannelsesmæssige demografi, så hører alle sammenligninger straks op.
Medarbejderne på bureauet består nemlig udelukkende af unge fra 16 til 28 år. Dette skyldes en fastforankret tro på, at generationen af digitalt indfødte udgør en enorm uudnyttet ressource for arbejdsmarkedet.
Daniel Riegels forklarer:
”Digitalt indfødte kan have utrolig meget erfaring på trods af deres alder. Selvom de kun er 22 år, kan de allerede have 10 års erfaring med f.eks. at programmere eller billedredigere. Så vores vision er at bygge bro mellem den digitalt kompetente ungdom og alle de organisationer og virksomheder, som har brug for hjælp til at rykke på den digitale omstilling.”
August Gjede nikker samstemmende og tilføjer:
”For 25 år siden kunne du ikke lære Photoshop på YouTube, producere musik på din laptop eller lave små reklamevideoer for det lokale pizzeria på din telefon. På grund af internettets kollektive intelligens har vi haft den mulighed, og derfor har vi digitale ekspertiser tidligere i livet end generationerne før os”.
Billedtekst: August Gjede og Daniel Riegels blev venner, da de gik i gymnasiet. De kom til at tale sammen i en fysiktime på grund af en iPhone. Foto: Emil Nørlund.
Venskab via iPhone
Oprindeligt var det også tiltrækningen af det digitale, der førte August Gjede og Daniel Riegels sammen. De var begge elever på Sankt Annæ Gymnasium og bondede første gang i en fysiktime over en ny iPhone, som Daniel Riegels havde fået af sit job. Deres gode kemi gjorde, at de straks blev venner, og de begyndte at hænge efter skoletid, hvor de nørdede med gadgets og dygtiggjorde sig i forskellige computerprogrammer.
Daniel Riegels arbejdede på dette tidspunkt på det lille forlag Libris, hvor han allerede som 18-årig var begyndt at fået meget ansvar og b.la. var redaktør, projektleder, grafiker og stod for UX.
”Det fede ved Libris var, at de turde give en en masse ansvar, selvom man var ung. Og derfor voksede man med opgaven”, husker han.
”Jeg følte, at der her var en mulighed for at samle folk med specielle evner og bygge et alternativ til den slagne uddannelses- og karrierevej. Jeg ville connecte virksomheder og organisationer med et digitalt mindset og den virkelyst, jeg kunne se blandt nogle unge.”
Der gik ikke lang tid før, Daniel Riegels også fik hentet August Gjede ind på Libris, hvor IT og marketing blev hans ansvarsområde. Efter et par år havde de to venner fået skaffet en række af deres jævnaldrende ind på forlaget, og fordi det fungerede med de unge medarbejdere, var dette grundpillen til den idé, som Kvalifik senere blev bygget på.
Daniel Riegels fortæller:
”Det gik så småt op for os, at det gav mening at bygge en virksomhed op omkring unge mennesker med uforholdsmæssigt højtudviklede færdigheder, som man kunne sætte i spil med erhvervslivet. Dermed kunne de, udover at gøre det, de var gode til, blive endnu bedre til deres crafti stedet for at spilde deres talent ved kasse 4 i et supermarked.”
Billedtekst: August Gjede sidder på Kvalifik og udvikler på en idé med de to ansatte Nils Abdi og Johan Nørregaard Andersen. Foto: Emil Skydsgaard.
Studielede baner vej
Da Daniel Riegels var færdig med gymnasiet, begyndte han at studere Film- og Medievidenskab på universitetet. Men han havde svært ved at forlige sig med, at det hele var så teoretisk og virkelighedsfjernt på den videregående uddannelse.
”At studere føltes for mig som at gå et par skridt baglæns. I stedet for at udrette noget konkret skulle jeg bare sætte mig til rette på en bænk, lytte til det, der blev sagt, og læse, hvad en pensumliste sagde”, fortæller han.
På stolerækkerne omkring ham i auditorierne mødte Daniel Riegels andre ligesindede unge, der kunne noget praktisk og hellere ville have hænderne i bolledejen end at tale teoretisk.
”Jeg følte, at der her var en mulighed for at samle folk med specielle evner og bygge et alternativ til den slagne uddannelses- og karrierevej. Jeg ville connecte virksomheder og organisationer med et digitalt mindset og den virkelyst, jeg kunne se blandt nogle unge”.
Daniel Riegels’ lede ved sit studie kulminerede en undervisningsdag på KUA i 2015, hvor han fik nok af det akademiske, tog telefonen og ringede til August Gjede. Han foreslog, at det var nu, de skulle lave deres egen virksomhed. August Gjede var indforstået, og Daniel Riegels droppede ud af studiet.
”Du skal vælge os, hvis du vil ramme unge, fordi vi selv er unge. Derudover er vi på forkant med den teknologiske udvikling og de nyeste digitale muligheder, fordi det ligger i de digitale indfødtes DNA hele tiden at holde sig ajour, dygtiggøre sig, afsøge nyt territorium og prøve grænser af.”
Kvalifik 3 år efter
Der har været mange mellemregninger siden den opringning, men Kvalifik af i dag er et velkørende bureau, der i 2018 havde en omsætning på 3,7 mio. kroner, og bureauet kan bryste sig af kunder som Børns Vilkår, Mikkeller og Maersk. Kvalifiks kerne udgøres af 10 fastansatte, og derudover er der en pulje på 70 mennesker, som står klar med deres ekspertise, når der er brug for det, og de har lyst til at arbejde.
August Gjede fortæller om bureauets setup:
”Folk styrer selv deres arbejdstider. Man committer sig ind fra projekt til projekt. Så det vil sige, at du kan arbejde 50 timer den ene måned og vælge slet ikke at involvere dig den næste måned. Og de unge kan også selv styre deres arbejdstider, så længe de altid kommunikerer, hvor langt de er med deres arbejde”.
Daniel Riegels tilføjer:
“For at tiltrække de dygtigste digitale talenter bliver man nødt til at indrette sin virksomhed til fordel for den enkelte. Så længe kvaliteten er i top, og du rammer dine deadlines, behøver du ikke at møde op på kontoret. Jeg er sikker på, at frihed under ansvar kommer til at være en langt større del af fremtidens arbejdsmarked.”
Det er vigtigt for August Gjede og Daniel Riegels, at Kvalifik udover en arbejdsplads også er et socialt sted, hvor deres ansatte har lyst til at være, selvom de også gerne må arbejde fra andre lokationer. Foto: Emil Skydsgaard.
Mere end et bureau
Når man spørger August Gjede og Daniel Riegels, hvad der er deres største udfordring, svarer de samstemmigt, at det er, at Kvalifik har en intern opbygning, der er pænt svær at få udenforstående til at forstå.
Af samme grund har jeg undladt at komme ind på virksomhedens struktur før nu. For hvis Kvalifik selv kunne vælge, ville de hellere klassificeres som et trebenet talentnetværk med eget økosystem end et bureau.
Lad mig forsøge at forklare.
Udover det klassiske bureau-ben, Kvalifik Studio, består Kvalifik også af Pioneers og det nyeste skud Dojo. Hvor Pioneers er en visionær enhed, der skal innovere så meget som muligt, er Dojo en digital platform, hvor helt ’spæde’ digitale talenter – ofte stadig på skolebænken – kan få lov til at løse mindre opgaver for rigtige kunder, der ikke har råd til eller behov for at hyre et rigtigt bureau.
”På den måde kan vi se, hvem af de upcoming digitale unge der har det største talent, og tanken er, at vi på den måde kan spotte de næste digitale topstjerner allerede, når de er 14-15 år gamle. Vi vil gerne kortlægge og opkvalificere den rå digitale talentmasse”, forklarer August Gjede.
Udover de tre eksisterende ben har August Gjede og Daniel Riegels også på tegnebrættet at lave et fjerde ben, der kan facilitere både venture-orienterede partnerskaber med eksisterende virksomheder og helt nye selvstændige startups.
Jeg undrer mig over, hvorfor I skal brede jer så meget. Burde I ikke fokusere på én kernekompetence i Kvalifik?
”Man kunne godt forestille sig, at vi bare var Kvalifik Studio, der kun lavede reklamer og kommunikation. Men efter et par år, når vi ikke længere var unge, ville vi miste vores edge– og så ville vi bare være et helt almindeligt bureau. Med Dojo fremtidssikrer vi vores digitale kernekompetence og den unge uspolerede tilgang”, svarer Daniel Riegels.
Men hvis jeg nu var marketingchef hos, lad os sige, Coca-Cola, hvorfor skulle jeg vælge den unge opkomling frem for et mere hæderkronet og driftsikkert bureau?
August Gjede:
”Udover det økonomiske aspekt, så er det oplagte svar, at du skal vælge os, hvis du vil ramme unge, fordi vi selv er unge. Derudover er vi på forkant med den teknologiske udvikling og de nyeste digitale muligheder, fordi det ligger i de digitale indfødtes DNA hele tiden at holde sig ajour, dygtiggøre sig, afsøge nyt territorium og prøve grænser af.”
Daniel Riegels tilføjer:
”Og hvis man leder efter nogen, der tænker ud af boksen og gør ting anderledes – så er Kvalifik en ret fed partner. Vi har nemlig aldrig været i en boks, og vi ved ikke engang, hvordan sådan en boks ser ud.”