Bureaubiz sætter fokus på MediaTech startups

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

I en ny artikelserie sætter Bureaubiz fokus på startups inden for teknologi, kreativitet og bæredygtighed i den danske medie- og marketingbranche. Formatet læner sig op af DRs Løvens Hule, og et panel af fem branchefolk vil på skift vurdere de enkelte startups.

I en ny artikelserie sætter Bureaubiz i samarbejde med Danmarks nye MediaTech startup hub, Wharf, fokus på startups inden for teknologi, kreativitet og bæredygtighed i den danske medie- og marketingbranche. 

Samtidig starter Creative Club – der står bag Bureaubiz – et nyt tiltag, hvor nystartede virksomheder får mulighed for at blive gratis medlem, så man kan prøve Creative Club og mulighederne af, mens pengene formodentlig er små.

”Nystartede virksomheder kan meget hurtigt komme i en situation, hvor de får brug for rådgivning, ikke mindst, når de skal ansætte medarbejdere. For at bistå dem med dette, og lette byrden økonomisk samt introducere dem for Creative Club tilbyder vi et medlemskab på prøve af et års varighed”, siger adm. direktør i Creative Club, Thomas Torp.

Thomas Torp, adm. direktør i Creative Club

Den nye artikelserie læner sig op af det kendte format Løvens Hule fra DR, hvor et startup først præsenterer sin pitch for derefter at blive vurderet af de fem løver i panelet. 
Også Bureaubiz’ panel kommer til at bestå af fem personer. De går dog på skift og bliver en blanding af folk fra bureau, medie og annoncør.

Blandt deltagerne i panelet er: Bjarne Spellerberg fra Boye & Spellerberg, Tim Frank Andersen fra Charlie Tango, David Guldager fra TV 2, Therkel Sand fra CopenX, Jesper Laumand fra Verizon, Christian Godske fra TV 2, Michael Stein fra Semler og Michael Gamst fra Nykredit.

“Vi har som branche brug for et større fokus på MediaTech og på hvordan nye initiativer inden for teknologi, kreativitet og bæredygtighed vil præge fremtidens kommunikation”, siger Mikkel Hagedorn, initiativtager til Wharf og head of innovation hos GroupM, om initiativet.

Mikkel Hagedorn, initiativtager til Wharf

I hver artikel sættes spotlight på et udvalgt startup, hvor vi kommer ind på den gode ide, visionen, teamet bag, selskabets værdi og hvordan selskabet kan påvirke branchens fremtid. Endelig bliver iværksættervirksomheden rated af panelet ud fra ideens styrke, virksomhedens potentiale, samt i hvilken grad ideen kan blive en game changer inden for sin disciplin eller branchen generelt.

Kort om Wharf

Wharf er en startup hub for MediaTech virksomheder i Skudehavnen. Wharf.nu er et non-profit initiativ, der blandt andet støtter unge startups inden for teknologi, kreativitet og bæredygtighed med sparring og gratis kontorfællesskab. Læs mere på wharf.nu

Se mere her om gratis medlemskab af Creative Club.