Bureaubranchen sat på sidelinjen i kreativt vækst-team

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Der er en tv-direktør i spidsen, når Erhvervs- og vækstminister Ole Sohns vækstteam for de kreative fag diskuterer.

Der er stor tro på de kreative fag som bidragyder til dansk økonomi, og regeringen har derfor nedsat et vækstteam for kreative erhverv/design, der senest i oktober 2012 skal aflevere anbefalinger til initiativer, som kan styrke vækstvilkårene.

Som opfølgning på vækstteamets arbejde vil regeringen udarbejde en handlingsplan, der kan styrke væksten i de kreative erhverv.

Arbejdet begyndte i fredags, hvor der var et indledende dialog-møde.

Bureaubranchen er dog ikke en så væsentlig del af de kreative fag, at den har skullet deltage i vækstteamets arbejde.

Teamet ledes af TV 2’s adm. dir., Merete Eldrup og består herudover af følgende medlemmer:

  • Eskild Hansen, designdirektør, Coloplast
  • Jesper Moseholm, direktør, Anne Black
  • Patrizia Venturelli Christensen, kommerciel direktør, Kopenhagen Fur
  • Simon Egenfeldt-Nielsen, CEO, Serious Games Interactive
  • Ulla Brockenhuus-Schack, Managing Partner, Seed Capital
  • Betina Hagerup, direktør, Erhvervsstyrelsen
  • Inge Mærkedahl, direktør, Styrelsen for Videregående Uddannelser
  • Jesper Hermansen, afdelingschef, Kulturministeriet

Ole Sohn forklarer i en udtalelse initiativet på følgende måde:

“Danmark har i dag en række erhvervsmæssige styrker og potentialer inden for f.eks. mode, møbler, design og arkitektur som vi skal blive bedre til at udnytte. Derudover har kreative kompetencer og metoder en stigende betydning for udviklingen af nye produkter og løsninger i det brede erhvervsliv. Flere danske virksomheder skal derfor bruge kreative kompetencer til at styrke deres innovation. Vi ved også, at Danmarks omdømme som kreativ nation spiller en rolle for tiltrækningen af udenlandske investeringer og talenter. Vi er i forvejen kendt for bl.a. vores arkitektur, design og film, og det skal vi udnytte i markedsføringen af Danmark som et land, der er attraktivt at investere og udvikle i.”