Bureaudirektørers dom over valgplakaterne

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Carsten Schiott, kreativ direktør i BBDO og Frederik Preisler, direktør i Mensch, giver partiernes valgplakater tørt på.

“De overtræder samtlige grafiske regler og er ikke god kommunikation ud fra en håndværksmæssig betragtning. Deres største problem er, at de er uvedkommende”.

Sådan siger Frederik Preisler, direktør i Mensch om de valgplakater, der i disse uger pryder enhver lygtepæl.

Han mener dog, at Socialdemokraternes plakater er bedre end de andres og afspejler en sikker grafisk sans, men det er stadig ikke imponerende.

Desuden ligner alle valgplakater mere eller mindre hinanden. Hvor slogans og logoer tidligere var i front, er det i dag politikernes ansigter, der pryder plakaterne og alle ser de seriøse ud.

“Det er en balance at virke indbydende uden at virke for lalleglad. Valgplakater er et svært medie, hvor man ikke må træde ved siden af. Hvis man stikker ud, er der altid risiko for at stikke af”, mener Carsten Schiott, der er kreativ direktør i BBDO.

Ifølge Frederik Preisler skal et godt portrætfoto have en klar retning og afsløre eller forstærke et karaktertræk ved personen.

De to bureaudirektørers domme lyder som følger:

Både Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt udstråler, at de er ansvarlige statsmænd, men hvor den socialdemokratiske formands plakat tydeligt er photoshoppet, ser SF-lederen mere naturlig ud.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsens plakat er vellykket i den forstand, at hun bevarer sin integritet på billedet, mens Dansk Folkepartis Martin Henriksen udstråler ubehag ved at blive fotograferet.

Signe Wenneberg, der i et halvt års tid var direktør for mediebureauet Vizeum, stiller op for Socialdemokraterne og har en plakat, der ligner forsiden af et dameblad, mens Per Stig Møller fra De Konservative er forvirrende og ligner et reportagefoto, fordi han ikke kigger direkte i linsen (Jyllands-Posten Indblik Søndag, p. 7).