Bureaudirektør har fået pendler-kort til SAS

Peter Engholm
25@mail.dk

Kristian Eiberg, adm. dir. i RelationsPeople, er flyttet til Bruxelles. Det piller imidlertid hverken ved hans eller bureauets fokus på en dansk forretning, præget af lange kunderelationer.

Et job i Bruxelles kan give lang vej hjem til familien i Danmark. Med mindre familien flytter til Bruxelles.

Det er netop årsagen til, at adm. direktør i RelationsPeople, Kristian Eiberg, nu har fået længere til arbejde.

”Min kone fik job i Europa-Kommissionen for et års tid siden og pendlede herfra og derned. I sommer flyttede vi andre så derned. Vi har privatadresse i Bruxelles, hvor børnene nu går i skole. Og så er det blevet min tur til at pendle. Jeg har klippekort til SAS,” siger Kristian Eiberg.

Dør-til-dør tager det blot tre timer at komme på arbejde – eller samme tid, som det tager at komme fra Aarhus til København. Og en enkelt dag om ugen arbejder Kristian Eiberg ud fra Bruxelles.

Holm Kommunikation er blevet en del af et Bruxelles-kontor, og Geelmuyden.Kiese har også åbnet dernede. Er dette RelationsPeoples diskrete måde at gøre det samme?

”Hvis RelationsPeople skulle åbne et kontor i Bruxelles eller et andet sted i udlandet, skulle det være som resultat af en bestyrelsesbeslutning og ud fra en forretningsmæssig vurdering – ikke ud fra, hvor jeg eller andre medarbejdere bor. Jeg har stor respekt for lobby-virksomheder, der er i Bruxelles, og jeg ved, at der er langt stykke vej, før man som dansk filial ville kunne nå op på deres niveau,” siger Kristian Eiberg.

Er der ikke nogen afsmittende effekt i at have dig i Bruxelles?

”Jeg har uddelegeret en række administrative opgaver i København og har fået mere tid til at fordybe mig i forretningsudvikling og komplicerede kundeopgaver. Og så håber jeg, at jeg kunne hente inspiration fra Bruxelles til kunder og kolleger i København,” siger Kristian Eiberg.

Han besidder således uforandret posten som adm. direktør i RelationsPeople, suppleret af direktør Kristoffer Kej, og det er København, der ikke blot er bureauets base, men også et udtryk for det danske fokus:

”Vi åbner ikke kontor i Bruxelles. Dertil har vi alt for travlt med kunder i Danmark. Det går godt i bureauet, og halvdelen af vores kunder har vi haft de seneste fem år i streg. Kundernes behov på kommunikationsdelen har ikke stået stille, og vi har formået at forandre os på lignende vis,” siger Kristian Eiberg.

RelationsPeople har netop ansat en ny rådgiver og har 13 medarbejdere, og ifølge Kristian Eiberg sker en eventuel skalering ikke i at åbne et Bruxelles-kontor, men – den næsten lige så svære kunst – at finde de rette seniorfolk herhjemme.

”Vi har ikke en produktionsafdeling, så heller ikke dér kan – eller ønsker vi – at vokse. Vi er rådgivere inden for ledelses- og kommunikationsrådgivning. Og eksempelvis forandringskommunikation kræver basalt set en dyb forståelse for virksomheden og dens forretning,” siger Kristian Eiberg.