Bureaudirektør mangler handlinger fra Danske Bank

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Danske Banks sponsorat i et fodboldhold er ’den mest latterlige handling’

Kresten Schultz Jørgensen, adm. dir. i Lead Agency kan godt forstå, at Danske Bank reagerer på al den kritik de har fået, men han synes, at reaktionen hellere skulle have været handling i stedet for at ændre kampagnen:

”Når højre og venstre arm ikke hænger sammen, har man to valgmuligheder – enten at skrue lidt ned for reklamen, for ikke at virke alt for hyklerisk eller at handle”, siger Kresten Schultz Jørgensen i Jyllands-Posten.

Han forstår ikke, at banken ikke har bakket reklamen op med nogle handlinger.

”Hvor svært kan det være at ansætte en kvinde på direktionsgangen, hvor svært kan det være at ansætte nogle af anden etnisk herkomst, halvere direktørlønningerne eller lave noget CSR. Det er ikke svært”, spørger han retorisk.

Samtidig undrer han sig over bankens sponsorat af fodboldlandsholdet.

”Det er den mest latterlige handling, jeg har hørt om. Det er helt ude af trit med kommunikationen. Samfundet skriver på CSR-handlinger eller bæredygtighed. Det er påfaldende” (Jyllands-Posten ErhvervWeekend, Lørdag, p. 4).