For et år siden blev det 70-årige aarhusianske bureau Buddig & Jugel splittet i to bureauer, med to tidligere ledere fra Jyllands-Posten som partnere i det ene bureau, der kom til at hedde Jugel & Co.
Den ene af de to partnere, Finn Kræfting, er netop trådt ud af bureauet. Årsagen er, at han fik et tilbud han ikke kunne sige nej til. Det fortæller den anden partner, Bo Dahl Andersson.
Det tilbud, som Finn Kræfting ikke kunne sige nej til, kom fra Lego. Det handlede om at blive marketing director i Lego-koncernen, hvor han får ansvaret for markedsføring af virksomhedens Lego Education produkter.
Finn Kræfting vender på en måde hjem, idet han i starten af 90’erne var ansat fire år i Lego, hvor han arbejdede som analysechef.
Derefter har han været marketingchef hos henholdsvis Jyllands-Posten, Velfac og Stofa, inden han altså gik selvstændig med Jugel & Co.
Ifølge Bo Dahl Andersson er der ikke planer om at udvide partnerkredsen efter Finn Kræftings afgang da, man allerede kort efter starten fik endnu en partner i kraft af Michael Karlsen, der også kommer fra Jyllands-Posten.
Derimod er der tale om at ansætte flere medarbejdere:
”Vi har ikke aktuelle planer om at udvide partnerkredsen. Vi er kommet rigtig godt i gang med vores nye tilværelse og har forrygende travlt, og står allerede overfor at skulle udvide bemandingen”.
Jugel & Cos kundefokus er rettet mod små og mellemstore virksomheder og de har netop fået Humac og Himmerland Golf & Spa, som kunder.