Bureaudirektør skoser medier i Løkke-sag

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Det er ikke et særsyn, at medierne bringer forkerte historier, som den med, at Løkke ville gå af. Det skriver pr-direktør.

Onsdag morgens aviser var i de fleste tilfælde helt skæve i dækningen af Lars Løkkes mulige afgang. Faktisk var der flere aviser, der havde taget chancen og lagt deres dækning an på,a t han formentlig var gået.

Det har ført til selvransagelse i de fleste aviser, bl.a. på lederplads i Børsen.

I dag har adm.dir. i Holm Kommunikation, Morten Holm så et indlæg i Børsen under overskriften ’Overflod af Løkke-undskyldninger’.

Her skriver han bl.a., at avislæserne stort set er ligeglade med mediernes undskyldninger og at så godt som alle kommentatorer åbenbart ikke vidste, hvad der foregik, samt at medierne satsede for højt:

”Men det afslørede bare, at så godt som alle hædrede kommentatorer ganske enkelt ikke vidste, hvad der foregik, når man skulle helt tæt på. Enten over- eller fejlfortolkede man en kilde. Eller også havde man den forkerte kilde – eller slet ingen. Man oversatsede, da det gik stærkt. Fra at ’have hørt’ havde man nu ’erfaret’. Men er det nok til breaking news?”

Morten Holm mener ikke, at det er et særsyn, at medierne begår fejl:

”Om medierne så har lært, at de også fra tid til anden bliver tørret, det vil tiden vise. Men der er ingen revolutioner her. Det sker næsten hver dag, at medierne spændes for en spin-vogn, hvad enten politikere, rådgivere, organisationer eller virksomheder svinger domptørstokken.”

Kommunikationsdirektøren konstaterer, at mediernes undskyldninger er irrelevante for læserne og at, de der overlever på den lange bane, er de medier, der begår færrest fejl og dermed sælger flest sande nyheder.

Børsen, p. 2.