Volkswagen, USA, har netop valgt Deutsch som nyt bureau. Men uger før beslutningen blev de deltagende bureauer kaldt til VW’s hovedkontor og fik besked på at medbringe deres lommeregnere.
Det fortæller AdAge, som yderligere kan berette, at et bureau hviskede til et andet på vej ud af døren: “Giv ikke efter”.
En konsulent fortæller, at man nu er ved begyndelsen af en trend, hvor bureauerne gør oprør mod procurement, der vil have services for mindre end omkostningerne.
Det sker ud fra en erkendelse af, at selvom tiderne er ugunstige, så er det ikke et bæredygtigt samarbejde, hvis det starter med, at man taber penge. Kunderne skal erkende, at bureauerne skal have en profit lige som dem selv.
Et eksempel på trenden er WPP-ejede JWT, der for nylig trak sig fra en bureaukonkurrence om UPS 1 mia. kr. store globale budget, fordi man blev frustreret over finansielle og kontraktmæssige diskussioner.
“UPS er en stor virksomhed med et meget stort problem at løse. De har behov for at behandle os eller et hvilket som helst andet bureau som en partner, og det ser ikke ud til at være i deres kultur. Vi har investeret betydelig tid og energi i konkurrencen om dette budget, så vi træffer ikke denne beslutning let”, skrev JWT topchef Bob Jeffrey i en e-mail til kollegaer.
Nogenlunde på samme tid besluttede Danone at beholde sit 500 mio. kr. store US-budget hos Havas’ MPG efter en fire måneder lang konkurrence, der ifølge AdAge var forklædt som strategi, men hvor alt handlede om pris.
Procurement er ikke nyt, men det har taget til i omfang – ikke kun hos de store annoncører men også hos mindre og mellemstore.
Der er bureaufolk, der er mindre krigeriske – som f.eks. Universal McCann’s CEO, Matt Seiler og Mindshare’s CEO, Dominic Proctor – og budskabet er da også, at procurement ikke forsvinder.
Udfordringen er således for bureauerne at finde en passende respons – hvilket f.eks. kan være at stille en række spørgsmål til kunden, som skal besvares for, at man har lyst til at gå med i en konkurrence om budgettet.