Bureauer går sammen om energikampagne

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Et konsortium bestående af tre bureauer skal have landmænd til at spare på energien. Energistyrelsen har postet 1,5 mio. kr. i kampagnen.

Det er så yndigt at følges ad, så det gør Nordlid og Wilke og Viegand Maagøe. De tre bureauer har sammen budt på og vundet en opgave for Energistyrelsen om en kampagne til 1,5 mio. kr.

Som et konsortium under navnet Energibureauet skal de få landbruget til at spare op imod 100 mio. kr. ved at skifte til energirigtig belysning og ventilation i staldene. Kampagnen blev lanceret den 1. oktober og løber frem til december 2017.

“Jeg håber, at kampagnen vil få mange til at tage skridtet og få skiftet gamle løsninger ud med nye, der er bedre for både bundlinjen og klimaet,” sagde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i forbindelse med lanceringen.

Ifølge Bureaubiz’ oplysninger var der fem bud på opgaven, som konsortiet efter eget udsagn blandt andet vandt på grund af en netværkstilgang.

Netværket skal aktiveres
Besparelserne skal nemlig komme ved at aktivere landbrugets organisationer, medier og konsulenter, fortæller Nordlids direktør for strategi, kreativitet og innovation Jan Køhler:

”Vi tror på, at de lokale netværk, landbrugskonsulenterne og landmændene selv er de bedste talerør for både at skabe opmærksomhed omkring energibesparelser og rent faktisk udføre dem. Der er potentielt mange penge at spare. Derfor skulle det kreative koncept i kampagnen kredse om landmandens eget univers og interessenter.”

Med kampagnen ’Energihøsten – bedre bundlinje gennem energioptimering’ vil landmændene blive mødt af videoer, cases, gode råd og fakta fra deres lokale konsulenter, samarbejdspartnere og organisationer.

”Landmændene er allerede godt i gang og er en velorganiseret branche med store potentialer. Det er vores indtryk, at de sætter stor pris på at blive hørt og inddraget, så vi forventer at se nogle slagkraftige resultater,” siger Søren Pedersen, der er business development director i Wilke.

Flere fælles bureauprojekter
Det er første gang, at Energistyrelsen retter en kampagne mod landbruget, men ikke første gang, at de tre bureauer slår pjalterne sammen.

Konsortiet har aktuelt blandt andet nogle projekter i Ukraine med fokus på at tiltrække investorer til vedvarende energiprojekter i landet.

Og samarbejdet bliver, oplyser Viegand Maagøe til Bureaubiz, heller ikke det sidste.


Fra venstre ses her Søren Eriksen, adm. direktør i Viegand Maagøe, Søren Pedersen, business development director hos Wilke, og Jan Køhler, direktør for strategi, kreativitet & innovation i Nordlid.