Bureauer hugger bremsen i

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Nye DRRB-tal bekræfter, hvad der har rumsteret længe: Temperaturen på markedet falder. Kun hvert femte bureau forventer at gå fri af krisen. Alligvel forventer flertallet øget bruttoavance.

“I virkeligheden mener jeg ikke, at reklamebranchen endnu har oplevet et opsving. Vi er fortsat i et vadested, og hvor vi skal hen herfra, er alt for tidligt at udtale sig om.”

Sådan sagde DRRB-formand og Envision-direktør, Mona Juul, for to måneder siden til Bureaubiz. Og siden er mange bureauer tilsyneladende sunket dybere ned i vadestedet, for ifølge DRRBs just offentliggjorte Branchebarometer, der tager “temperaturen på reklamebranchen netop nu”, er 4 ud af 5 bureauer påvirket af krisen.

Halvdelen har mærket krisen i 1. halvår eller tog hul på den i 3. kvartal, mens 29 pct. forventer at blive berørt inden så længe. Kun hvert femte bureau, 22 pct., forventer ikke at blive berørt af den nye økonomiske krise.

Det er bureauernes økonomiansvarlige, hvis svar ligger til grund for barometreet – og de bekræfter således nu de ærlige pip, som Bureaubiz allerede kort efter sommerferien hørte fra enkelte bureaudirektører: Projekter bliver udsat, og der skrues ned for blusset.

De økonomiansvarlige fifler mere med excel-ark end spåkugler, for hver tredje har ingen anelse om, hvor længe krisen varer. Andre 31 pct. mener, at den varer udover 2012.

Og der er ikke nødvendigvis så meget, man kan gøre selv. I begyndelsen af sidste måned sagde Peter Gottfredsen, adm. direktør for OMG – en af Nordens største mediabureaugrupper:

“Det har altid været sådan, at reklame- og mediebranchen følger samfundsøkonomien, og den økonomiske udvikling er ikke stærk. Kigger man uden for landets grænser, er der ikke meget, der peger den rigtige vej. Desuden er efterhånden omkring 70 pct. af medieinvesteringerne knyttet til internationale firmaer, og derfor vil markedet blive stærkt influeret af de internationale konjunkturer.”

Men bureauerne er generelt godt rustet til krisen – i al fald mentalt. Og faktisk forventer 62 pct. en øget bruttoavance, heraf melder 8 pct. ud, at de forventer en stigning på 20 pct. eller mere.

Se hele Branchebarometeret her.