Effekten af kampagnen står ikke til diskussion. Kig bare i Det Hvide Hus i Washington D.C.
Men nu er kampagnen også blevet belønnet med den fornemste hæder i verdens mest prestigegivende reklamepris.
Cannes festivalen handler om kreativitet mere end noget andet. Samtidig gør medieudviklingen den såkaldte Titanium and Integrated kategori til den formentlig vigtigste konkurrence, fordi man her skal vise evnen til tænke på tværs.
Obama/Biden Presidentiel Campaign blev belønnet med Grand Prix i både Integrated og Titanium.
Måske ikke så besynderligt, når man som sagt kaster et blik på, hvem der sidder i Det Hvide Hus. Men når man kigger på, hvem der skabte kampagnen, står der ud for Advertising Agency – “Obama For America”.
Det er altså en politisk organisation og ikke et reklamebureau, der har vundet verdens fineste kreative pris. Der er dog et bureau, der får mulighed for at sætte den eftertragtede stuette på hylden. Ud over campaign manager David Plouffe får bureauet GMMB en løve, oplyses det. GMMB er et såkaldt “Political consulting and advocacy advertising” firma med kontorer i Seattle og London.
Samtidig er der tale om en vinder, der fremhæves for at gøre lige nøjagtig det, som er en af de store udfordringer i fremtidens markedsføring – nemlig at skabe en åben kommunikation, som forbrugerne selv kan arbejde videre med.
Juryen under ledelse af David Droga fra Droga5 erkendte, at det er usædvanligt at uddele Grand Prix til en politisk kampagne. Men det er også en brand-kampagne, hvor forbrugerne har haft mulighed for at co-create brandet, blev det fremhævet.
“Folkene bag kampagnen har skabt rammen og tilladt andre at bidrage”, sagde David Droga.
Kampagnen er bl.a. berømmet for sin brug af nye sociale medier.
Titanium er en konkurrence, der søger at belønne kampagner, der skaber bevægelse.
På den kommercielle side var der i Titanium and Integrated Guld til Burger King fra Crispin Porter + Bogusky, Warner Bros fra Bartle Bogle Hegarty samt Jewesh Council for Edication fra Droga5.
Film Grand Prix blev givet til det hollandske bureau Tribal DDB for en interaktiv film for Philips.
Med de nationale briller på var der, som Bureaubiz skrev i fredags, en bronzeløve til Uncle for Fakta (selvbetjening). Men samtidig lykkedes det for de to unge danske deltagere i ungdoms-film konkurrencen, Andreas Hoff og Peter Ammentorp Lund fra Danmarks Mediehøjskole, at vinde en bronze i deres konkurrence.