Bureauerne slog produktions-selskaberne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Skal man dømme på True Award, så er der for annoncørerne god grund til at anvende bureauernes egne produktions-selskaber. Det er nemlig dem, der skaber de bedste film.

“And the winners are NOT…”

Ser man ud over vinderlisten til dette års True Award, dukker der nogen interessante iagttagelser op blandt dem, der ikke vandt.

F.eks. kom Grey Københavns Coke Zero film på short-listen – men ikke frem til en pris. Filmene er ellers blandt dem, der nåede på short-listen i Cannes i sommer, og kampagnen vandt guld ved den europæiske effekt-pris, Effie – men klarede sig ikke gennem til short-listen til den danske Advertising Effectiveness Award, der uddeles tirsdag.

Et andet eksempel er de selvstændige produktions-selskaber. Fornylig lancerede Dansk Annoncørforenings adm. dir., Otto B. Christiansen, et voldsomt angreb på reklamebureauernes egne produktions-selskaber med vendingen “bureauerne tager røven på annoncørerne”. Han var desuden bekymret over, at det selvstændige produktions-miljø klarer sig dårligt, fordi det giver mindre konkurrence.

Men skal man dømme på vinderlisten, så giver det bedre arbejde at anvende bureauernes egne selskaber.

Ud af i alt 9 vindere stod der kun et selvstændigt produktions-selskab bag 2 – og i begge tilfælde var det inden for håndværks-kategorierne.

Kigger man på de tre kategorier, hvor det er hele filmen(e) og den kreative ide, der belønnes, var der 21 nominerede. Heraf var der selvstændige produktions-selskaber involveret i 8. Men ingen af dem vandt.

 Det er dog kun en måde at se på det.

En af vinderne i de tre filmkategorier er A. Film (bedste kampagne og viral film). Der er tale om markedsføring af Rejsen til Saturn og altså en kampagne for A. Film som annoncør produceret af A. Film. Men selskabet er også medlem af Producentforeningen, så man kan også placere dem som repræsentant for produktions-branchen – alt efter smag og behag. Der er dog under alle omstændigheder ikke tale om et eksempel på en anvendelse af en ekstern leverandør.