At tage sin egen medicin er en svær – men til tider ganske opsigtsvækkende – disciplin for bureauer. Tag f.eks. årets imageanalyse fra MyResearch og Bureaubiz. Her topper to bureauer, der om nogen har forstået og formået at promovere sig selv: Kunde & Co og Mensch.
Men når det kommer til Creative Circle Award, så er bureauernes egen markedsføring ikke til bedømmelse – i hvert fald ikke den direkte og synlige egen-markedsføring.
Indsender må ikke være lig med afsender, siger reglerne.
Det er f.eks. forklaringen på, at Bessermachen Designstudios chokoladearbejde for Brandhouse ikke slipper gennem nåleøjet ved Creative Circle Award, når afsenderen hedder Brandhouse Group – det er dog blevet til en shortliste i håndværkskategorien Illustration.
“Creative Circle har en simpel regel: Arbejde, der markedsfører bureauet selv, må ikke indsendes. Reglen er indført for bl.a. at undgå, at en egenannonce for et bureau ikke konkurrerer mod en annonce for et brand – måske endda skabt af selvsamme bureau. Der er tale om en anden kompromisløshed, når bureauet selv er kunden – og vi betragter det som en form for fristil,” siger David Asmussen, næstformand i Creative Circle.
Anderledes forholder det sig, når afsenderen er et medie eller et brand – her kan der også være tale om interne bureau-ydelser. Således er TV 2 Zulu på den aktuelle shortliste ved Creative Circle Award, i Print B2C – og som bureau står opført TV 2 Networks Promotion. Lego IHA er – ganske vist i håndværkskategorien Motion Graphics – det nominerede bureau for Lego City Mini Movie – Hot Chase.
“TV 2 er ikke TV 2, forstået således at TV 2 Networks Promotion har udført et købt&betalt stykke arbejde for et brand, der hedder TV 2 Zulu. Hvis budskabet for et givent styrkke arbejde havde været “Læg din produktion hos TV 2 Networks Promotion”, så havde det ikke kunnet deltage,” siger David Asmussen.
Men bureauernes egen medicin er vel også en opvisning i kreativ formåen. Giver det ikke god mening at hylde – og dermed fremme – denne evne?
“Hvert år har Creative Circles bestyrelse diskuteret Self-promotional som kategori, og i år er ingen undtagelse. Skulle det ske, at vi gør det til en kategori ved Creative Circle Award, så betyder det ikke, at vi fjerner førnævnte regel for de øvrige kategorier. Det vil fortsat være sådan, at markedsføring for brands ikke konkurrerer mod markedsføring for bureauer,” siger David Asmussen.