Bureaufusion: Kreativitet og strategi under samme tag

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Kommunikationsbureauet U Communicate og det kreative bureau Knowtheirname fusionerer til et kreativt og strategisk bureau.

Peter Freisner Johansen, seniorrådgiver og ejer af det aarhusianske bureau U Communicate, og Rasmus Hamann, managing director og stifter af det Brabrand-baserede bureau Knowtheirname, slår sig nu sammen til det strategiske og kreative bureau U.

U, med den engelske ordlyd [juː|], forener strategisk kommunikation, content marketing, produktion og PR under samme navn. Det nye bureau, der får base på Rådhuspladsen i Aarhus C, vil  facilitere alt fra produktion af video, podcasts og musik til kommunikationsworkshops.

Ifølge Peter Freisner Johnsen og Rasmus Hamann henviser fusionsnavnet U til bureauets fokus på at skabe værdi for netop kunden:

”For os handler content og kreativitet om at tage kloge beslutninger og at producere content baseret på data og viden med et konstant øje på det overordnede formål,” siger Rasmus Hamann, medejer og kreativ direktør i det nye bureau med ti medarbejdere.

Han fortsætter:

”Vi lærer så meget om vores målgrupper via den direkte interaktion og datadrevne feedback på de sociale medier, og vi har i dag en gylden mulighed for rent faktisk at splitteste content og målrette, inden vi bruger hele budgettet baseret på en kreativ mavefornemmelse.”

Hos U ønsker man, ifølge dem selv, at have et skarpt fokus på mening, mål og resultater, således at indsatsen ikke bliver til den varme luft, som reklame- og kommunikationsbranchen ellers er fyldt med.

“Vi leverer resultater på både bund- og toplinje og i de processer, der ligger ind i mellem, for vores respektive kunder i dag. Med sammenlægningen får vi flere kompetencer og erfaringer i huset. Det sikrer de bedste profiler i hele processen, både når det handler om tunge strategier og cool content,” siger Peter Freisner Johansen, ny administrerende direktør og strategisk rådgiver i U.