Bureaukonkurrence om nordjysk energi-gigant

Peter Engholm
25@mail.dk

Nordjysk Elhandel, der handler energi i milliard-klassen, har indbudt i alt fem bureauer – inkl. sit nuværende – til konkurrence om at se med nye øjne på kommunikationen.

Nordjysk Elhandel A/S køber og sælger strøm og naturgas samt rådgiver om handel med CO2-kvoter. Handelsselskabet er stiftet af fire nordjyske distributionsselskaber, har hovedsæde i Aalborg, og selv om man er lille i forhold til eksempelvis Dong, så er en milliard-omsætning – regnskabet for 2008 er endnu ikke offentliggjort – også en slags penge for det blot 11 år gamle selskab.

“Omsætningen er stor, og spørgsmålet er f.eks., om vores brand passer til vores strategi. Vores vækst er en del af baggrunden for vores bureaukonkurrence: Vi vil have rystet posten og ønsker nye øjne på vores kommunikationsstrategi og design – hele vores fremadrettede kommunikation, om du vil,” siger Ann Sloth Rædkjær, marketingchef i Nordjysk Elhandel.

Bureaukonkurrencen omfatter &Co, AarhusKontoret, Reklamebureauet Os (i samarbejde med Par No 1), Brandstifter og Dafolo Marketing.

Umiddelbart ret forskellige bureauer – både hvad angår størrelse og kreativ profil …

“Vi har inviteret fire bureauer og tilbudt vores nuværende bureau, Dafolo Marketing, at være med. Og det er ikke nok at være kreative, bureauet skal også have strategisk forståelse og kunne sætte sig ind i, hvad vi er for en forretning – hvilket vil sige forskelligartet og med forskellige målgrupper. Derudover må man som kunde spørge sig selv, om man vil være en lille fisk i et stort bureau, eller en stor fisk i et lille bureau,” siger Ann Sloth Rædkjær.

Nordjysk Elhandel lyder som en el-grossist – skal I også se på et nyt navn?

“Vi leverer både strøm til slutkunder og håndterer indkøb af strøm til engroskunder, så vi er også en slags grossist – men nej, vi kigger ikke på navnet. Ikke endnu, og det er ikke hovedformålet med denne konkurrence,” siger Ann Sloth Rædkjær, der oplyser, at bureaukonkurrencen snart går ind i sin afgørende fase.