”Går du i salgstanker?” står der ofte i annoncer fra ejendomsmæglere.
Rettes spørgsmålet til bureauledere, så lyder svaret over en bred kam ”i lille grad”.
Bureaulederundersøgelsen fra Bureaubiz tager hvert halve år temperaturen på branchen, og den gennemsnitlige besvarelse for tankerne om salg ligger på et lidt lavere niveau nu end for seks måneder siden.
Bureaulederne gør sig i denne tid ikke mange tanker om salg af bureauet, køb eller fusion. Men mens tankerne om salg er faldet, så er tilsvarende tanker om opkøb steget en smule siden efteråret 2022. Her er det, næppe overraskende, lederne af de største bureauer – med en bruttoavance på over 30 mio. – som ”i nogen grad” gør sig tanker om opkøb.
Størst udvikling på dette felt ses blandt bureauledere, der går med fusions-tanker. Generelt ikke i udtalt grad, men nu så mange sammenlignet med for et halvt år siden, at fusion har overhalet hhv. salgs- og opkøbstanker.
Mads Lindegaard, der er cheføkonom i Creative Club/GRAKOM – Kommunikationsindustrien, siger:
”Tallene er naturlige i et marked, der lige nu er præget af stilstand. Her kan en fusion styrke positionen. Samtidig stiger renterne, og det gør det dyrere at finansiere opkøb – og presser samtidig prissætningen på et bureau i nedadgående retning.”
Creative Club afholder et arrangement om bureauhandler, hvor Henrik Jensen fra Brandse & Co fortæller, hvordan man prissætter et bureau. Og så giver han et overblik over, hvilke typer bureauhandler, der har været i Danmark det seneste årti. Desuden vil advokat Claus Damsbo fra Agenda Advokater fortælle om de største faldgruber, når man udarbejder ejeraftaler. Læs mere her.