Bureaumand bag landsholdets VM-trøje

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Kreativ direktør, forfatter, designer. Som mange andre kreative spænder Envisions Jesper Herholt vidt, og han kan nu skrive en landsholdstrøje på CV’et. For hovedsponsoren Hummel er trøjen kernen i den kampagne, der skal følge landsholdet til VM.

Han er egentlig ikke så meget for opmærksomheden – det handler jo om landsholdet, om trøjen og om hele fortællingen bag begge dele.

Jesper Herholt er fodboldtrøjeentusiast. Han har flere end 500 af slagsen i sin private samling – alle originale og match-worn, som det hedder. Og så er han kreativ direktør og partner i et af landets største reklamebureauer.

Envision har siden 2016 været fast reklamebureau for landsholdssponsoren Hummel, men det er Jesper Herholt som privatperson, der har haft en finger med i spillet i tilblivelsen af den nye danske landsholdstrøje.

Trøjen blev lanceret tirsdag aften under stor bevågenhed og skal ledsage det danske landshold ved VM-slutrunden i Rusland denne sommer – landsholdets første VM siden skuffelsen i Sydafrika i 2010.

”Jeg arbejdede på et andet trøjeprodukt sidste sommer, da Hummel spurgte, om jeg havde lyst til at give et bud på den nye landsholdstrøje. Og så rydder man altså kalenderen. Det er jo en kæmpe ære, både fagligt som designer, men også for en fodboldtrøjenørd som mig,” siger Jesper Herholt til Bureaubiz.

Fortæller en historie
Og Hummel syntes godt om hans bud. Faktisk så godt, at de præsenterede det for landsholdsspillerne og gik videre med udviklingen.

På det tidspunkt hang Danmarks VM-deltagelse endnu i en tynd tråd, og ingen vidste altså, at trøjen godt et halvt år senere ville blive genstand for massiv opmærksomhed.

”Jesper kom selv op med grundidé, og trøjen er så lavet i samarbejde med vores interne designere og udviklere. For os er det også et startskud på at prøve at inddrage andre i sådan en proces her. Vi laver jo trøjer hele tiden og vil gerne have noget storytelling ind over,” fortæller Hummels marketingchef Morten Lund.

Livgarden som symbol
Med det henviser han til den nye spillertrøjes referencer til Livgarden som et stærkt nationalsymbol. Landsholdstrøjen anno 2018 er nemlig inspireret af gardernes uniform med blandt andet diskret kryds over mave og ryg og og detaljer i den royale blå farve ganske som gardernes bukser.

”Morten fortalte, at DBU arbejder med et mantra for landsholdet, der hedder ’For Danmark’. I den forrige trøje havde man brugt Holger Danske, og DBU ville gerne have et nationalsymbol ind over igen, så jeg tænkte over, hvad der ellers er for Danmark. Livgarden er både et nationalsymbol og -klenodie og samtidig topprofessionelle soldater, som tager ud på missioner – ligesom landsholdet,” siger Jesper Herholt.

Han tilføjer, at ”de bedste landsholdstrøjer gennem tiden” alle har haft en blå detalje.

Kernen i kampagnen
Morten Lund fra Hummel forklarer, at der på en landsholdstrøje er nogle foruddefinerede grundelementer – for eksempel farverne rød og hvid! Det særlige ligger derfor i detaljen og naturligvis historien omkring den.

”Livgarden har et nutidigt element og er samtidig en del af vores historie. De står vagt om vores kongerige og repræsenterer os i krig. Der er mange referencer til fodboldspillere, uden at vi på nogen måde prøver at gøre garderne til genstand for underholdning. Derfor er referencerne i trøjen også subtile. På afstand er den bare rød, men hvis man kommer tættere på, kan man se det.”

Den nye landsholdstrøje er den absolutte kerne i Hummel-kampagnen ’Share the dream’, der inddrager både spillere og fans.

Envision har stået for blandt andet photoshoot, kampagneplanlægning og PR – det sidste sammen med søsterbureauet Harbinger i First Chair-gruppen.

Trøjen og en bog
Efter en 25 år lang periode som hovedsponsor tabte Hummel i 2004 landsholdet og DBU til den tyske konkurrent Adidas. Hummel genvandt sponsoratet i 2016 og skal altså nu ledsage Danmark til VM for tredje gang.

”For både spillere og fans betyder det noget, at vi er en dansk leverandør, og vi har fået rigtig god feedback i forhold til at vinde sponsoratet tilbage. Trøjen er et vigtigt element, fordi den binder netop spillere og fans sammen. Derfor er den også et superkommunikationsmiddel,” forklarer Morten Lund.

Og det der med Hummel og landsholdstrøjerne… Det har Jesper Herholt naturligvis lige skrevet en bog om!