Bureaumand erstatter rejse-legende som talsmand

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

I 33 år har Stig Elling været ansigtet udadtil for Star Tour. En ny pressechef – hentet på bureauside – skal fortsætte den kommunikative side af jobfunktionen, når Elling siger farvel.

Danmarks største rejsearrangør, Star Tour, skifter ud på en markant plads, når den 68-årige salgsdirektør Stig Elling afløses af den 31-årige Nikolai Gaardboe Johnsen, der tiltræder som pressechef

At en salgsdirektør afløses af en pressechef giver mening, når man betænker, at Stig Elling i 33 år har været Mr. Charter – i form af en de facto pressechef for Star Tour og rejsebranchens mest citerede profil i årtier.

Stillingen som salgsdirektør nedlægges med Stig Ellings afgang ved udgangen af næste måned, idet rejsekoncernen får en ny nordisk struktur uden landeledelse.

I den forbindelse er pressechef-stillingen nyoprettet, og Star Tour har fundet sin mand i bureaubranchen – ikke på et rejsebureau, men et PR-bureau.

Nikolai Gaardboe Johnsen kommer senest fra stillingen som Content director i Consumer afdelingen hos MSLGroup, hvor han de seneste seks år har været med til at bygge afdelingen op, og har arbejdet med en række kunder i rejsebranchen, som for eksempel Airbnb.

Nikolai har en kandidatgrad i kommunikation fra RUC og har tidligere arbejdet som pressemedarbejder i Spillerforeningen og i Mediacom.

”Jeg er meget glad for, at Nikolai har takket ja til stillingen som pressechef i Star Tour. Han har en spændende baggrund, og vil kunne bidrage med meget i kraft af sine kompetencer, ikke bare i vores danske organisation, men også i vores nordiske,” siger Lena Petersson, Nordic Head of Communication & Engangements, i en pressemeddelelse.

Selv siger Nikolai Gaardboe Johnsen:

”For mig står Star Tour for noget af det mest positive, nemlig at give folk et smil på læben gennem fantastiske rejseoplevelser. Derfor glæder jeg mig til jobbet, hvor jeg vil dedikere mig til at levere åben og ærlig kommunikation til Star Tours mange og gode kunder.”