Bureaumand og kundemand går sammen om nyt bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Claus Leinøe og Thomas Kragh – henholdsvis tidligere Konstellation og Nykredit – går sammen om nyt bureau, der er baseret på projektansatte medarbejdere.

Et nyt bureau ser dagens lys. Det er tidligere partner i Konstellation, Claus Leinøe, der senest kommer fra Advice, som går sammen med Thomas Kragh, der kommer fra kundesiden, mere specifikt fra Alka, Købstædernes Forsikring samt en længere årrække hos Nykredit, alle steder med et digitalt ansvar.

Bureauet får navnet Jelber og vil tilbyde opgaver inden for branding, reklame, datadrevet marketing og digitale platforme gennem projektansatte medarbejdere i især Danmark og London, fortæller Claus Leinøe:

“Vores mission er at skabe rammerne og sætte det rigtige team ift. de konkrete marketingopgaver, som skal løses hos virksomhederne. Vi står på mål for at det er dygtige folk, som er ombord og at det er let og fleksibel at få løst sine projekter igennem vores set-up. Indtil videre er vi ca. 100 specialister og vi forventer, at 150-200 tilknyttede specialister er den rigtige størrelse for os. Vi skal ikke være for mange, for så mister man nærheden til folk og det bliver sværere at navigere i de nuanceforskelle der er mellem folk inden for et kompetenceområde.”

Claus Leinøe og Thomas Kragh samarbejder med Caroline Asmussen, der arbejder ud fra London med at rekruttere bureaufolk til projektansættelser og ifølge Thomas Kragh er en af fordelene for kunderne, at priserne bliver lavere end på bureauer med fastansatte medarbejdere.

“Processerne er understøttet af en digital platform, alle fordyrende mellemlag er skrællet væk og det er kun erfarne specialister, så det er effektivt og timepriserne er typisk 25-35% lavere end på bureauerne,” siger Thomas Kragh i en pressemeddelelse.