Bureaumand skal styrke Carlsberg digitalt

Zandra Damsgaard

Ønsket om at gå i dybden med en virksomhed har bragt Janus Hautop fra IUM over på annoncørsiden. Han skal bruge sin mediabureau-erfaring til at styrke Carlsbergs digitale markedsføring.

I bureauverdenen har nogle en forestilling om, at tingene går lidt langsomt derude hos annoncørerne.

Den fordom har Janus Hautop imidlertid lagt på hylden efter få dage i sit nye job som Global Media Manager hos Carlsberg. Frem til udgangen var han Head of Digital Accounts hos IUM.

”Jeg kan godt lide at have mange bolde i luften, og en af mine største bekymringer ved skiftet fra bureau til annoncør var, om der ville komme til at ske nok. Det gør der. Vi agerer mere eller mindre som et internt mediebureau, når vi bliver kontaktet fra de enkelte lande, og vi tager også ud og hjælper dem,” siger Janus Hautop og tilføjer:

”Derudover sikrer vi, at de overordnede værktøjer og platforme er tilgængelige, således at vi kan arbejde indsigstbaseret med vores kommunikation”.

447 brands at holde styr på

Carlsberg er en af Danmarks absolut største virksomheder med aktiviteter verden over – ikke færre end 447 varemærker og en omsætning på svimlende 65,4 mia. kr. i 2015. Det er med andre ord lidt af en mastodont, som Janus Hautop skal finde hoved og hale på.

”Der er mange lande og mange brands at fokusere på, og hertil kommer ekspertise inden for medier. Man ved på et mediebureau godt, at ekstern marketing kun er del af kundernes arbejde, og nu sidder jeg selv med hele paletten.”

Jobskiftet blev foranlediget af lysten til at ”komme mere op i helikopteren og operere på globalt niveau”, men i endnu højere grad af et ønske om at gå mere i dybden med en enkelt virksomhed.

”Jeg kunne godt tænke mig at arbejde mere holistisk og at gå mere i dybden. Der er jo mange facetter af marketing og medier, og jeg har haft lyst til at være mere knyttet til virksomheden og dens overordnede strategi,” siger Janus Hautop.

Skal udfordre mediabureauerne

Med sig fra bureauverdenen tager han bl.a. dataindsigt og udvikling samt ikke mindst viden om, hvordan man arbejder og tænker på et bureau.

Og ifølge Carlsbergs Digital & Media Direktør, Daria Radota Rasmussen, var bureaubaggrunden da også en væsentlig årsag til ansættelsen:

”Det giver god mening at have dygtige folk med erfaring fra bureausiden til at udfordre sine mediebureaupartnere, samarbejde tæt med dem om at udvikle gode løsninger for vores brands og sikre høje standarder for medie- og i særdeleshed digitale aktiviteter.”

Sparke Carlsberg i digital retning

Med henvisning til et stadig mere komplekst og udfordrende medielandskab understreger Daria Radota Rasmussen, at virksomheder som Carlsberg har brug for stærke kapaciteter til at sikre hastighed og agilitet og samtidig støtte den store interne marketingorganisation.

”Janus kommer med en holistisk tilgang til media planning, en god forståelse for samspillet mellem data, medier og kreativitet. Hans høje energiniveau, dybdegående forståelse for og evne til at navigere i et komplekst og fragmenteret medielandskab gør ham til en oplagt udvidelse af vores team,” siger Daria Radota Rasmussen – hun beskriver de overordnede rammer for bryggeriets digitale indsats her

Janus Hautop skal nu bringe sin erfaring i spil sammen med Carlsbergs mediabureau OMD, og han lægger ikke skjul på, at han ønsker at gøre karriere inden for Carlsberg.

”Det er en spændende organisation, og jeg vil gerne bruge mine kræfter på at sparke Carlsberg i den retning, jeg synes er rigtig, nemlig den digitale. Det gør vi ved at tale til vores kunder og sørge for, at folk husker vores brands,” siger han.