Bureaupartnere skilles efter 11 år sammen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

De to ejere af Shout Cph har besluttet at gå hver til sit. Bureauets oprindelige stifter er nu eneejer.

Aktiverings-bureauet, Shout Cph, havde fart på i 2015, hvor det blev til en vækst på over 50 pct.

Resultatet er bl.a. et produkt af, at der er lagt en klar strategi om at udvikle sig fra et rendyrket event-bureau til et fokuseret aktiverings-bureau – men det er også en udvikling som udsprang mere af adm. dir. Camilla Boesen end af hendes partner gennem de sidste 11 år, Magnus Holde-Bygvrå.

Derfor har de nu valgt at gå hver sin vej.

“Vi har gennem længere tid diskuteret bureauets udvikling. Vi er skarpe på den begavede ide og iscenesættelsen, der forfører, og jeg mener, at markedet giver god plads til, at vi kan bruge de kompetencer bredere i forhold til brandaktivering – uanset om det er lederens behov for en talerstol eller marketingmandens behov for afsætning,” siger Camilla Boesen og fortsætter:

“Men sideløbende har Magnus’ interesser udviklet sig i en anden og mere konsulent-tung retning, og derfor blev vi enige om, at det var tid til at gå hver til sit efter mange års virkelig godt samarbejde.”

Camilla Boesen og Magnus Holde-Bygvraa stiftede Shout for 11 år siden, og Camilla Boesen har nu købt Magnus Holde-Bygvraas halvpart.

Hun skal bruge en ny kommerciel direktør som erstatning for Magnus Holde-Bygvraa – og han er fundet. Men Camilla Boesen er endnu ikke klar til at offentliggøre navnet.

Hun er åben over for at få nye medejere af bureauet.

“Alle efterlader et hul på hver deres måde, og nye personer vil fylde dem ud på deres måde. Nu skal vi bruge efteråret på at indrette os, og samtidig vil jeg gøre året færdigt og sikre, at vi leverer et nyt godt resultat,” siger Camilla Boesen og fortsætter:

“Men jeg er af den opfattelse, at vores fremtidige vækst og stærkere position kræver markante profiler – og at de skal være medejere frem for ansatte.”

Magnus Holde-Bygvraa er endnu ikke klar til at melde mere konkret ud, hvad han har tænkt sig.

“Jeg har en klar ide om, hvad jeg vil, men lige nu vil jeg benytte mig af friheden til at kigge mig omkring,” siger Magnus Holde-Bygvraa.