I januar blev Frederikssund Kommune kåret til Danmarks bedste selvbetjeningskommune på baggrund af et digitalt selvbetjeningssystem udviklet af Acto.
Og i går var det digitale selvbetjeningssystem – sammen med 44 andre projekter – nomineret til Digitaliseringsprisen 2012.
Men det blev ikke Acto og deres kunde, der løb med prisen. I stedet blev det digitale bureau Lifted’s tur – sammen med Statsbiblioteket – til at vinde den ene af de to digitaliseringspriser.
Lektier Online løb af med Velfærdsprisen, mens Effektiviseringsprisen gik til Miljøministeriets ‘Mobil Digital Forvaltning’. Dette arbejde står Miljøministeriet selv bag.
Line Ørskov, chefredaktør på Computerworld og medlem af dommerkomiteen sagde ved uddelingen af Velfærdsprisen:
“Statsbiblioteket er med Lektier-online kåret som vinder af Velfærdsprisen 2012. Det er en særdeles brugervenlig løsning, der tilbyder effektiv lektiehjælp i flere fag via chat, videochat og whiteboards. Løsningen tager udgangspunkt i de unge som aktive digitale borgere og inddrager civilsamfundet på en nyskabende måde ved at frivillige får mulighed for at tilbyde lektiehjælp. Desuden har løsningen et socialt perspektiv med en primærmålgruppe blandt tosprogede i udsatte boligområder”.
Jannik Liedner, der er partner hos Lifted, er naturligvis glad for, at hans kunde vandt prisen:
“Jeg er meget glad på Statsbibliotekets vegne og jeg noterer mig chefredaktøren på Computerworlds kommentar om, at konceptet er meget brugervenligt, for det har vi arbejdet meget med i processen. Og vi er meget stolte af at have været med til denne opgave. Normalt arbejder vi med at hjælpe virksomheder til at få et større økonomisk udbytte, men det er også dejligt at lave en løsning, der handler om at skabe en samfundsmæssig værdi”.
Digitaliseringsprisen 2012 er et initiativ skabt af Finansministeriet, Danske Regioner, KL, KMD, HP, CEDI og Rambøll Management Consulting.