Bureaustifter træder et skridt tilbage

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Ehrenberg får ny direktør, idet den hidtidige bliver arbejdende bestyrelsesformand. Man er ikke gået langt for at finde afløseren.

Magnus Ehrenberg, der stiftede Ehrenberg Kommunikation for 20 år siden, træder tilbage som adm.dir. og overlader ledelsen til Allan Sonne Sørensen. Magnus Ehrenberg fortsætter som arbejdende bestyrelsesformand.

Allan Sonne Sørensen kom til bureauet i 2010. I 2012 fik han ansvaret for selskabets skandinaviske PR-aktiviteter, og i 2014 blev han den første partner i bureauet.

Det er således et kendt ansigt for kunder og samarbejdspartnere, der tager over fra Magnus Ehrenberg, som siger om sin efterfølger:

”Allan har leveret meget stærke resultater for os og vores kunder, og han har en stor del af æren for, at vi i dag er en veldrevet virksomhed med stor efterspørgsel efter vores ydelser. Samtidig besidder Allan de kvaliteter, som vi står for: et klart fokus på resultater, en sund tilgang til at udfordre status quo samt ikke mindst en stålsat dedikation til at gøre en forskel for vores kunder”.

Allan Sonne Sørensen blev for to år siden udvalgt til Berlingske Tidendes Talent 100-liste, der omfatter landets mest lovende ervhervstalenter under 35 år.