Byggemarked indgår 3-årig aftale med spejdere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det er sjældent set, at spejdere er en del af en kommerciel aftale. Den vil bl.a. komme i spil i forbindelse med åbningen af nye byggemarkeder.

Det er formodentlig første gang – og i hvert fald ikke særlig almindeligt – at en spejderkæde indgår et kommercielt samarbejde.

Men med bureauet Posterscope Lives (tidl. Promovator) mellemkomst har byggemarkedskæden Jem & Fix og KFUM-Spejderne, indgået et tre-årigt partnerskab.

Aftalen betyder, at lokale KFUM-Spejdergrupper inviteres til at deltage ved åbningen af nye Jem & Fix-butikker over hele landet. Byggemarkedskæden forventer således at åbne butik nr. 100 i løbet af i år.

For Jem og Fix giver partnerskabet mulighed for at vise mange flere familier, hvordan de i fællesskab nemt kan skabe spændende gør det selv-projekter, når de får fif og gode ideer af spejderne.

Til gengæld vil spejdergrupperne få midler fra jem & fix til for eksempel at sætte spejderhytten i stand.

Kenneth Brinkmann, direktør i Posterscope Live Aarhus, siger om formålet med aftalen:

”Vi har arbejdet intensivt på strategisk niveau med Jem & Fix over de seneste to år, for netop at dreje kommunikationen i en retning hvor vi får mulighed for at kommunikere mere end pris, og i den forbindelse får KFUM-Spejderne en væsentlig rolle”.

Fra spejdernes side lyder det:

“Partnerskabet giver KFUM-Spejdere i hele Danmark mulighed for at lave flere, bedre og anderledes aktiviteter. Spejdergrupper får adgang til byggematerialer af høj kvalitet og mulighed for at lave spejderaktiviteter i mange af de nye jem & fix-butikker, der åbner i de kommende år,” siger Michael Seeberg formand for KFUM-Spejderne i Danmark, der har 25.000 medlemmer.