Café Noir – den ville jeg ønske, jeg havde lavet

David Asmussen, kreativ dir. i Halbye Kaag/JWT

Café Noir bryder normerne for, hvad et premium brand kan i Danmark – & Co bryder normerne for, hvad min indre logik siger, man kan sælge igennem.

Endelig et univers, der er et univers uden at være defineret af coneheads – eller et univers skabt af kendte skuespillere, der kaster klicheer i hovedet på hinanden.

Endelig noget, der bryder ud af kategorien – ved at være anderledes, i stedet for at bryde igennem takket være en rekord-dyr reklamefilm med et mediabudget, der tillader minutlange spots i reklameblokken for at give mening.

Vi definerer fejlagtigt (også i dette medie) reklamefilm som værende kampagner. Det er her, Café Noir skiller sig ud – ved rent faktisk at være en kampagne.

Den startede, mig bekendt, med fantastisk print – som så blev videreført til tv med en styling og instruktion, der kræver mod at købe ind i. Og dermed lander den for mig, rent kreativt set, som den mest kompromisløse kampagne, der er lavet i DK længe.

Det eneste kompromis er brugen af nettet, hvor det set udefra er hér, pengene er sluppet op. Kampagnens svaghed er, at ideen med hotelcafenoir.dk falder lidt til jorden, fordi den ikke er fulgt helt til dørs – ligesom man har gjort med fx hotel626.com eller lignende sites, hvor man fortsætter filmuniverset på nettet, i stedet for at lægge sine tv-reklamefilm på et site.

Er det relevant? 100% sort er umiddelbart en position, der hører til i den ende af kategorien, der hedder kolbe-tankstations-kaffe. Og det er her, det bliver interessant – for positionens visuelle eksekvering på tværs af medier flytter den op, hvor mærket hører hjemme – premium.

Virker det? Det er ikke relevant i denne sammenhæng, det er outstanding håndværk.

Kære kunde, nu skal du bare se hvordan du bliver premium igen. Vi skal bruge en klovn, en hest med ild i ørene og så kører vi den på fransk med undertekster. Så der serveret..

Godt gået, jer der solgte, og godt købt, jer der købte.