Canadiere investerer i dansk CMS-firma: 20 nye stillinger

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Canadiske Orckestra købte Composite for et par måneder siden. Nu investerer man millioner af kroner med udgangspunkt i Danmark.

I september i år blev danske Composite købt af det canadiske softwarefirma, Orckestra.

Nu melder canadierne ud, at det danske kontor bliver europæisk brohoved og derfor opslår man 20 stillinger og investerer et tocifret millionbeløb i Europa med København som base. Det skriver Børsen.

De 20 stillinger viser, at man satser stort på Europa, for i alt har canadierne slået 25 stillinger op i Nordamerika og Europa tilsammen og investerer i alt 72 mio. kroner i ekspansion på disse markeder.

Ifølge Børsen, vil Orchestra være verdens førende inden for handel på Microsoft-platformen.

Copenhagen Capacity, der har til formål at trække udenlandske investeringer til Danmark, har haft en finger med i spillet om, hvorfor Danmark og ikke f.eks. Zürich eller London er blevet valgt som europæisk base.

De tog nemlig straks efter canadiernes køb af Composite, kontakt til Orckestra for at overbevise dem om, at selvom Danmark umiddelbart har et højt lønniveau, så er vi konkurrencedygtige, når man indregner alle omkostninger.

Udfordringen i Danmark er at tiltrække den rigtige arbejdskraft og her går Copenhagen Capacity ind og hjælper.

Borsen.dk.