Film er ur-kategorien i Cannes Lions. Fra 1954 til 1992 var det festivalens eneste kategori – ja, innovationen kørte adstadigt i en del år – og Film er i disse år tilbage som den største af de i alt 30 kategorier, som festivalen i dag breder sig over.
Film Lions markerer samtidig afslutningen på årets Cannes Lions. Sidste år vandt &Co. en bronze-løve for SAS og ’What is truly Scandinavian?’. I år blev det til en løve i sølv for ’Hjelm har alle dage været en god idé” for Rådet for sikker trafik.
”Vi er sindsygt stolte over at være kommet igennem det mikroskopiske nåleøje, der er først at komme på shortlisten og herefter få en løve,” siger Ole Hoffmann, der er senior art director hos &Co.
Han tilføjer:
”Det gør os ekstra glade, at sølvløven i Film kommer i forlængelse af bronzeløven i Creative strategy. For det definerer os som bureau: Strategien skal være i orden, for den er fundamentet for al den kreativitet, der bliver lavet.”.
Ros til danske Titanium-cases
Über-kategorien i Cannes Lions, Titanium, er naturligvis også en del af festivalens store finale. Ingen danske cases vandt, men to cases var med i opløbet; Backup Ukraine fra Virtue for Polycam + Unesco og Chillboards fra Nord DDB for Corrs Light.
Blot 24 cases var fundet værdige på shortlisten af Titanium-juryen, der består af jurypræsidenter fra andre kategorier fra de forgangne år. Foran disse topfolk skal de shortlistede præsentere deres cases.
Jurypræsident i Titanium, Rob Reilly, WWP’s globale chief creative officer, havde disse roser til de danske cases:
”Backup Ukraine er en fantastisk idé – og fantastisk præsenteret for os. Vi var imidlertid bevidst om ikke at have for mange godgørende cases blandt vinderne, og her valgte vi The Lost Class frem for Backup Ukraine.”
”Chillboards er en stærk case – godt tænkt og i øvrigt med en fantastisk type font. Den vandt ikke her, men den bør i den grad kunne begå sig i Design-kategorier.”