Cannes Lions: Først kom Clinton, nu kommer Al Gore

Peter Engholm
25@mail.dk

Tidligere vicepræsident og nuværende klimadebatør Al Gore modtager CannesLionHeart Award ved sommerens festival og debatterer kommunikation.

I 2012 skabte Bill Clinton en kø i Cannes, der snoede sig fra festivalpalæet og næsten ned til sandstranden. Anledningen var et input – leveret i Grand Audi – til, hvordan reklame kan være med til at skabe en bedre verden.

Til årets Cannes Lions – nærmere bestemt den 26. og 27. juni – følger så hans makker fra præsidentperioderne, vicepræsident Al Gore.

Den 26. juni vil Al Gore deltage i årets Cannes-debat med WPP-bossen Martin Sorrell, og de vil komme vidt omkring; Live Earth: Road to Paris og The Climate Reality Project samt kommunikationens rolle i både politiske og miljø-orienterede kampagner.

Dagen efter vil Al Gore så modtage sin Cannes LionHeart Award – en ærespris, der blev lanceret sidste år, og som gives til en person, der gennem innovativ brug af kommerciel brand power har formået at skabe ”a significant and positive difference to people or the planet” … og med dén definition og invitation forstår man godt, at Al gider at kigge forbi Cannes.

Al Gore er medstifter og bestyrelsesformand i Generation Investment Management, seniorpartner i Kleiner Perkins Caufield & Byers, medlem af Apples bestyrelse … men/og bruger det meste af sin tid som formand for The Climate Reality Projekt, et nonprofit organisation, der har til formål at løse klimakrisen.

Al Gore var vicepræsident fra 1992-2000, og i 2007 vandt filmen ”En ubekvem sandhed”, baseret på hans miljøforedrag, en Oscar for bedste dokumentarfilm. Samme modtog han – sammen med FN’s klimapanel – Nobels Fredspris.