Cannes-vindere bliver gensyn med gamle venner

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Sidste års jurymedlem Simon Wooller vover det ene øje og giver et bud på dette års vindere – samt enkelte, der ikke bør komme i nærheden af en løve.

Cannes Lions begynder på søndag, og i dag tog den danske Cannes-repræsentant, TV2, samt Creative Circle forskud på løjerne ved at vise Leo Burnetts predictions reel i Cinemateket i København.

Rullen rummer 40 film og ud fra dem – plus dem, man i øvrigt har set – giver Simon Wooller, kreativ direktør i Halbye Kaag JWT og medlem af filmjuryen ved Cannes Lions 2010, sit bud på, hvad der er i vente ved verdens største kreativitets-festival.

“Som det ser ud nu, så vil Cannes være fortsættelsen og videreførelsen af sidste år store ideer. Det gælder bl.a. Gatorade med replay-ideen (se en teaser, red.), Old Spice og Fun Theory fra Volkswagen. De kommer ikke nødvendigvis til at gøre sig i samme kategorier som sidste år, men skifte – f.eks. vil Old Spice gøre sig gældende i Cyber Lions. På den måde bliver Cannes et gensyn med gamle venner – the usual suspects, om du vil,” siger Simon Wooller

Han vurderer, at hvis der var afløsere for de tre nævnte Grand Prix-vindere fra sidste år, så ville man have hørt om dem på nuværende tidspunkt. Og dermed er Simon Wooller tæt på udelukke de helt store overraskelser.

Men overraskelser i mellem-størrelse bliver der flere af, for der er samtidig en tendens til at holde kortene om ikke til kroppen, så i al fald på nationalt plan. Der bliver ikke i samme omfang som tidligere gjort international reklame for reklamen.

“Førhen var pre-sell en stor ting. Men lige så meget gavn, den kan gøre, lige så meget skade kan skabe – og tage luften ud af ballonen og give plads til kritik. I stedet bliver meningerne dannet i løbet af bedømmelsesprocessen,” siger Simon Wooller.

Han ser Cannes som en hyldest til de modige reklamekøbere – store ideer, som ikke bare blev udviklet, men også købt, og dermed vakt til live.

Men det aktuelle predictions reel, som aarhusianerne kan se i morgen i Øst For Paradis, har også indhold, som måske ikke falder igennem – men på den anden side heller ikke imponerer Simon Wooller.

“Vi smiler nok af T-Mobiles film, men flashmobs er i dén grad ideen fra i forgårs. “Slow Mo” fra Carlton Draught er sjov, men hvor er ideen? Coca-Colas Burn har brændende skatere og er lige så klichéfyldt som et vinterlandskab. Man kunne gøre så meget andet – og mere – med dén målgruppe,” siger Simon Woller.

I den mere positive ende finder han Bolthouse Farms med Baby Carrots.

“Man sælger baby-gulerødder – og hvem er konkurrenten: Æbler? Pærer? Nej, det er snacks. Indsigten er dyb, og strategien er solid,” siger Simon Wooller.

Se et par af babyerne her og her.