Carlsberg får solid opmærksomhed på 133 år gammel øl

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bryggeriet har fundet en gammel øl, som man har genproduceret, og som bruges til at fortælle en noget anonym historie om Carlsberg.

Carlsberg rummer faktisk en rigtig god historie, som for det meste lever en ret anonym tilværelse.

Ikke bare uddeler Carlsberg Fondet meget store beløb til forskning og kunst – går man tilbage til begyndelsen, så opdagede Carlsberg en ren gær, hvormed man kunne sikre holdbarheden og en ensartet kvalitet ved ølbrygning.

Men i stedet for at patentere opfindelsen gjorde man den frit tilgængelig for alle sine konkurrenter i forrige århundrede.

På den måde har Carlsberg en ganske unik rolle i bryggeri-historien – men uden nødvendigvis at få credit for den i moderne tid.

Men måske er man ved at finde en vej til at fortælle den historie.

Historien er, at Carlsberg i sine kældre ved Valby Bakke har fundet den gamle øl, hvor man efterfølgende har udviklet gæren på de overlevende gærceller af indholdet i den gamle flaske. Vandkvaliteten er tilbageført til 1883 og de øvrige ingredienser lige så.

Endelig er flaskerne mundblæst hos Holmegaard.

CP+B Copenhagen er kreativt bureau på The Rebrew Project, og sammen med BeOn står bureauet også for PR globalt. Men det er ikke et initiativ, der er kommercielt i den forstand, at det er salg, der skal finansiere produktionen.

Der er produceret nogle få tusind flasker og nogle enkelte trætønder.

Til gengæld kan Jyllands-Posten fortælle, at Carlsberg har opnået en solid omtale på initiativet. Ikke bare i form af en stor omtale – bl.a. 110 pr-artikler i internationale medier, næsten 1 mio. delinger på sociale medier, 2,8 mio. læsere, og 4,4 mio. social views – men allerbedst: stor interesse hos øl-entusiaster, bloggere og feinschmeckere.

“Hvis der er noget disse mennesker kan lide, så er det en historie om en øl, der går tilbage til rødderne. Det er lykkes for Carlsberg, at få solgt budskabet om, at bryggeriet »er alle bryggeriers moder” til den moderne øl,” skriver Jyllands-Posten.