Carlsberg-kampagne får bøde for skjult fadølsreklame

Peter Engholm,
journalist

”Fadølspartiet” blev shortlistet ved CCA, og salget af fadøl var ”på rette kurs”. Men kampagnen var skjult reklame, siger Københavns Byret i en dom.

”En kampagne forklædt som et politisk parti”

Det var ordene i casevideoen for Fadølspartiet. Desværre lidt for godt forklædt, mener Københavns Byret, der har givet Carlsberg en bøde på 500.000 kr., fordi forbrugerne ikke kunne se, at Carlsberg var afsenderen af kampagnen.

I sommeren 2017 blev Fadølspartiet lanceret med valgplakater, vælgermøder (smag dét, der er hele humlen i partiet) samt mærkesager som “Sænk afgiften på ølbiler”. Vælgere-in-spe blev opfordret til at melde sig under hanerne.

Det var kreativt i en grad, at juryen ved Creative Circle Award 2018 shortlistede partiets kampagnefilm fra Wibroe, Duckert & Partners.

Fadølspartiet markerede i øvrigt første gang, at Tuborg og Carlsberg dannede fælles front. Det beretter casevideoen, der også oplyste, at fadølssalget efter parti-lanceringen nu var på rette kurs.

Men kampagnen var på gal kurs, mener altså Københavns Byret. Ikke så helt så galt, som anklageren plæderede for, idet retten fandt Carlsberg skyldig i to forhold og frifandt bryggeriet i tre andre forhold. Anklageren mente, at Carlsberg skulle betale mindst 1,8 mio. kr. i bøde, refererer Ritzau fra anklageskriftet.

Carlsberg blev dømt for, at kampagnen for Fadølspartiet ikke klart oplyser, ”at den kommercielle hensigt var at markedsføre fadøl. Forbrugerne kunne ikke se, at Carlsberg stod bag kampagnen,” mener retten ifølge Ritzau.

Kampagnefilmen kan ses på YouTube, mens casevideoen kan ses her: