Carlsberg leder efter nyt globalt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Konkurrencen kan være et oplæg til en mere ambitiøs satsning på opbygningen af den globale markedsføring.

Vestas er ikke ene blandt de store internationale danske virksomheder om at bevæge sig ud på det globale bureau-marked.

Også Carlsberg er netop nu midt i en jagt på at finde et nyt globalt bureau.

Oplysningerne stammer fra det engelske medie, Campaign, mens der ikke er meget hjælp at hente hos Carlsberg. Her siger pressechef for Carlsberg Group, Jens Peter Skaarup:

“Vi anstrenger os altid for at positionere vores mærker bedst muligt. Men vi fortæller ikke, hvad vi gør, før det måtte ske”.

Carlsberg har ikke de bedste erfaringer med at samarbejde med globale bureauer. Den globale markedsføring har på mange måder været båret af de store fodbold-sponsorater under paraplyen “Part of the game”. Der har dog været stærke lokale islæt i eksekveringen.

I 2006 valgte man det internationalt højt profilerede Wieden & Kennedy som globalt bureau, men samarbejdet materialiserede sig aldrig rigtig til noget.

Og da man gik ud med den store satsning på EM i 2008 skete det med hjælp fra Saatchi & Saatchi.

Hvad der gik galt med Wieden+Kennedy, er ikke oplyst. 70 danske bureaudirektører samlet til bureaulederseminar i Amsterdam i 2008 fik en præsentation fra Wieden & Kennedy i Amsterdam og oplevede at se noget arbejde, der var lavet for Carlsberg, men aldrig brugt. Der var tale om en interaktiv online-kampagne med en konkurrence.

Når kampagnen aldrig blev til noget, skyldes det, at Carlsberg arbejder relativt decentralt, og ingen af de enkelte lande ønskede at købe kampagnen.

Situationen er dog anderledes på et par punkter i forhold til 2006.

Carlsberg har fået en ny topchef, Jørgen Buhl Rasmussen, der i sit udgangspunkt er marketingmand, og som slog tonen an, da koncernens øverste ledelse mødte en gruppe danske journalister for en måned siden.

“Carlsberg har som brand et meget større potentiale, end vi udnytter i dag”, sagde Jørgen Buhl Rasmussen, der ønsker en mere central styring af markedsføring. Til det formål har han bl.a. ansat Khalil Younes som koncernens øverste marketing-ansvarlige.

Khalil Younes er hentet fra Coca-colaog talte på mødet om at gøre Carlsberg til et iconic brand – uden dog at komme nærmere ind på, hvordan det mål nås.

Men det vil være nærliggende at se den globale bureaukonkurrence i den sammenhæng, og det kan betyde, at det nye hold vil gå anderledes til samarbejdet med et nyt globalt bureau.

Det er ikke oplyst, hvor mange eller hvilke bureauer, man taler med. Men ifølge Campaign forventes bureaukonkurrencen ikke at få indflydelse på de lokale samarbejder.