Carlsberg på jagt efter digitalt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Der er tale om et globalt budget og man har inviteret tre internationale bureauer til at byde på briefen.

Tre unavngivne internationale bureauer er blevet inviteret til at byde på et globalt digitalt budget for Carlsberg. Det fortæller engelske Campaign.

Opgaven indebærer en digitalt baseret kampagne, der skal køre på alle hovedmarkeder.

Jakob Kalkar, der er group media director hos Carlsberg, siger til Campaign, at virksomheden også er i dialog med andre bureauer, som skal “støtte os på forskellige initiativer.”

Campaign noterer, at konkurrencen ingen indflydelse har på samarbejdet med Saatchi & Saatchi. Det har dog tidligere været fremme, at Carlsberg kigger efter et globalt bureau.

Khalil Younes, der er Carlsbergs øverste marketing-ansvarlige har dog aldrig villet udtale sig om bureauovervejelser, men har tidligere sagt til Bureaubiz, at den internationale kommunikation skal intensiveres.

“Vi kan arbejde med tre udgangspunkter for kommunikation: lokal, regional og global. For os gælder det så om at opnå højeste niveau af relevans på hvert enkelt område”, sagde Khalil Younes og udpegede lokal og global kommunikation, som de områder, der var flest muligheder inden for.