Carlsberg ramt af puritanisme: Ekstra Bladet overtager Carlsberg Cup

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Carlsberg må godt arrangere en fodboldturnering for voksne – men må ikke kalde den for Vores Cup eller Carlsberg Cup. Derfor har bryggeriet droppet den ellers moderne markedsførings-aktivitet.

Voksne mennesker  har brug for hjælp mod kyniske markedsførere, der vil bruge sporten til at forsøge at lokke dem til at indtage alkoholiske produkter. Som f.eks. Carlsberg, der i to år har arrangeret en fodboldturnering for voksne.

Det må bryggeriet sådan set godt – det må bare ikke kalde turneringen for Vores Cup eller Carlsberg Cup, for så forbryder bryggeriet sig mod reglerne om at forbinde sport for direkte med markedsføringen af alkoholiske produkter.

Logoer og bandereklamer i forbindelse med sponsorater kan gå an. Men altså ikke en turnering under navnet Vores Cup har Alkoholreklamenævnet afgjort efter en klage fra Alkoholpolitisk Landsråd.

Derfor har Carlsberg trukket sig fra turneringen. Men det betyder ikke, at den stopper – eller at Carlsberg ikke fortsat kan spille en rolle.

Reklamebureauet 727 Cph har stået for udviklingen af arrangementet, der i 2008 involverede 10.000 mennesker til 12 turneringer rundt om i landet, og her har man fået Ekstra Bladet tændt på ideen. Turneringen vil få navnet Nationen!Cup med reference til det brand, Ekstra Bladet bruger til at give almindelige danskere taletid.

“Ekstra Bladet har besluttet sig for at gennemføre turneringen, men hvem, der kommer til at gøre hvad, kan jeg ikke udtale mig om, for aftalerne er endnu ikke gjort færdige”, siger adm. dir. Peter Grumsen, 727 Cph.

Loyalitetschef hos Ekstra Bladet, Thomas Svensson, siger at han forventer, at 727 Cph kommer til at hjælpe med turneringen.

“Den passer godt til vores målgruppe og de aktiviteter, vi har omkring involvering af danskerne. Desuden har vi også en ambition om at bygge flere events omkring Nationen. Men der er en del ting, der skal overvejes for at få lagt vores snit på arrangementet”, siger Thomas Svensson.

Ekstra Bladet var sidste år sponsor for Carlsbergs turnering, og spørgsmålet er så, om Carlsberg til gengæld kan blive sponsor for Ekstra Bladets turnering.

Informationschef Jens Bekke siger til Bureaubiz, at bryggeriet er positiv over for, hvis nogen vil drive turneringen videre samt over for at spille en rolle, hvis man bliver præsenteret for et gangbart koncept.

Carlsberg Cuppen blev hædret med en Rambuk ved Mediadagen sidste år inden for kategorien Involvering, og Peter Grumsen siger:

“Carlsberg Cuppen rummer interaktion med kunderne både på online og fysisk, så den rummer mange af de ting, moderne markedsføring handler om. Derfor er det til at græde over, at Carlsberg må stoppe den”.